Liberia bliver som sidste land erklæret ebolafri
WHO vil torsdag meddele, at et ebolafri Liberia markerer afslutningen på den vestafrikanske epidemi.
Ebolaepidemiens effekt på børn tegnet af et sierraleonsk barn. Ebola har kostet 11.000 mennesker livet i Sierra Leone, Guinea og Liberia. Tegningen var en del af den nye rapport fra Red Barnet, Plan International og World Vision.
Ebolaepidemiens effekt på børn tegnet af et sierraleonsk barn. Ebola har kostet 11.000 mennesker livet i Sierra Leone, Guinea og Liberia. Tegningen var en del af den nye rapport fra Red Barnet, Plan International og World Vision. Foto: Red Barnet/SAVE THE CHILDREN


Flere end 11.000 mennesker har mistet livet i en ebolaepidemi, der for to år siden begyndte at sprede sig med voldsom hast over særligt Vestafrika.

Torsdag vil Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklære Liberia ebolafri, skriver nyhedsbureauet AFP samt BBC.

Dermed vil det sidste land på listen over lande, der har kæmpet mod den farlige virus, officielt kunne sige, at det har fået bugt med epidemien.

Det værste udbrud af sygdommen, der nogensinde er blevet registreret, har hærget økonomien og sundhedssystemerne i de tre hårdest ramte lande - Liberia, Guinea og Sierra Leone, skriver AFP.

Ifølge WHO vil udmeldingen torsdag om Liberia "markere 42 dage, siden de sidste ebolatest i Liberia viste negativ".

I Liberia kostede ebola 4800 mennesker livet. De sidste ebola-patienter i Liberia blev udskrevet fra hospitalet 3. december. Det var en far og en lillebror til en 15-årig smittet.

- Vi vil fortsat være forsigtige og opfordre befolkningen til at tage de nødvendige forholdsregler for at forhindre et nyt udbrud, siger Francis Karteh, der står i spidsen for Liberias sundhedssystem.

I december kunne det vestafrikanske land Guinea erklære sig fri for den smitsomme sygdom.

Liberia er det sidste land til at sætte punktum for udbruddet, hvor cirka 29.000 mennesker blev smittet, men FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har advaret om, at Vestafrika muligvis kommer til at se ebola blusse op i løbet af året.

Eksempelvis er Liberia to gange tidligere blevet erklæret fri for ebola, hvorefter virussen har vist sig på ny.

- Men vi forventer, at muligheden for og hyppigheden i disse opblusninger vil falde over tid, sagde Ban Ki-moon onsdag ifølge BBC.

Et land bliver erklæret fri for ebola 42 dage efter helbredelsen eller dødsfald af den seneste patient, hvis ikke der er registreret nye infektioner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.