Liberal tænketank kalder Løkkes plan ineffektiv
Kontanthjælpsloftet finansierer en skattelettelse på 388 kroner om året for en LO-medlemmer, viser beregninger
Ifølge Cepos cheføkonom Mads Lundby Hansen bør regeringen kigge mod toppen af lønskalaen, hvis de penge, der spares ved at indføre et kontanthjælpsloft, skal bruges på at lette skatten.
Ifølge Cepos cheføkonom Mads Lundby Hansen bør regeringen kigge mod toppen af lønskalaen, hvis de penge, der spares ved at indføre et kontanthjælpsloft, skal bruges på at lette skatten. Foto: AMDI THORKILD/Polfoto


Hvis regeringen vil holde ord og bruge de penge, den eventuelt sparer ved at indføre et kontanthjælpsloft, på at hæve beskæftigelsesfradraget, giver det en skattelettelse for LO-lønmodtagere på 388 kroner om året.

Det viser beregninger fra Cepos.

Ifølge Cepos' beregninger vil regeringens foreslåede kontanthjælpsloft give 515 millioner kroner, som regeringen kan bruge andre steder.

- For de 515 millioner kroner kan man øge jobfradraget, så det giver en skattelettelse på 388 kroner om året til en LO-lønmodtager (Med en indkomst på 338.000 kroner, red.), siger cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.

- Det vil jeg betegne som et positivt nøk til LO-familiens rådighedsbeløb, og det vil forbedre incitamentet til at arbejde en smule.

Ifølge Cepos' beregninger rækker de 515 millioner kroner til at hæve beskæftigelsesfradraget med 0,4 procentpoint.

Det betyder, at en LO-medarbejder og en funktionær vil få den samme gevinst, da begge vil få det maksimale beskæftigelsesfradrag.

Det er ineffektiv måde at bruge pengene på, mener Mads Lundby Hansen.

- Jeg så hellere, at pengene blev anvendt på at lette topskatten. Råderummet kan finansiere en lettelse i topskatten på et procentpoint. Lavere topskat er at foretrække, fordi det øger arbejdsbuddet betydeligt mere end øget jobfradrag, siger han.

- Jobfradraget er faktisk relativt ineffektivt til at øge beskæftigelsen. Men politisk er det populært, fordi det giver en skattelettelse til alle i job.

Regeringen har bebudet, at målet med kontanthjælpsloftet er at øge den økonomiske forskel på at være i arbejde og på kontanthjælp.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.