Vi har brug for et helt nyt kontanthjælpssystem i Danmark.
Det mener den liberale debattør og forhenværende medlem af Borgerrepræsentationen i København for Liberal Alliance Lilian Parker Kaule.
I et blogindlæg på Berlingske argumenterer hun for et system baseret på frihed og ansvar.
"Et system hvor staten må acceptere individuelle prioriteringer, og hvor individer må acceptere konsekvenserne af deres prioriteringer," skriver hun blandt andet i sit indlæg.
Det mener hun, at man kan skabe ved at gøre kontanthjælp til tidsbegrænset via en form for klippekortordning.
"Med en klippekortordning vil man hele sit liv være berettiget til (for eksempel) 36 måneders sammenlagt kontanthjælp. De kan benyttes efter behov, men når de er opbrugt er der ikke mere kontanthjælp at hente," skriver Lilian Parker Kaule i sit indlæg.
Og hun uddyber over for Avisen.dk:
- Det er ud fra en logik om, at hvis man giver folk en hjælp, som ikke på et eller andet tidspunkt har en bagkant, så sætter man heller ikke folk i en situation, hvor de behøver at tage ansvaret for at komme i arbejde.
Forskellige behov forskellige steder i livet
Tanken er, at kontanthjælp skal være et sikkerhedsnet uden at blive en sovepude.
- Det er vigtigt at have en bagkant, der minder folk om, at det her er ikke en permanent hjælp. Det er tænkt som en hjælp over en kortvarig periode, siger Lilian Parker Kaule.
Samtidig mener hun, at folks behov for kontanthjælp kan være meget forskellige.
- Der er nogle, der starter arbejdslivet op og finder det rigtig svært at komme ind på arbejdsmarkedet. Og så er der nogle, der kan leve et langt arbejdsliv uden at have nogen problemer, men når de så rammer de 55 år, så bliver de måske fyret, og så har de rigtig svært ved at komme på fode igen, forklarer hun.
Vil skabe et mere enkelt system
En klippekortordning vil også gøre kontanthjælpssystemet mere simpelt og gennemskueligt, mener Lilian Parker Kaule.
Som det er nu, har skiftende beskæftigelsesministre fyldt på lovgivningen, så kommunerne har mulighed for at sanktionere kontanthjælpsmodtagere på alverdens forskellige måder. Det gør lovgivningen på området rigtig tung og kompliceret.
- Min pointe er, at hvis vi turde ikke at have alle de forskellige reguleringer omkring de offentlige ydelser, men i stedet sagde, at hjælpen bliver udbetalt som den er tiltænkt, og så kerer vi os sådan set ikke om, hvordan folk vælger at prioritere tiden på den her ydelse, så vil vi højst sandsynligt se, at der er nogle, der vil prioritere hjælpen på en måde, som ville forarge os alle sammen, men der ville også være en stor del, som ville få ro til at finde deres vej tilbage til arbejdsmarkedet, siger Lilian Parker Kaule.
Hun understreger, at de 36 måneder, som hun foreslår i sit blogindlæg, ikke nødvendigvis er den periode, man skal fastsætte som kontanthjælpens varighed, da hun ikke har regnet på tallet.
- Man kunne sætte sig ned og sige, hvad bruger vi på nuværende tidspunkt på kontanthjælpsmodtagere over en livsperiode? Og så kunne vi bruge det samme beløb. Det her skal ikke være en spareøvelse, men vil skal omfordele på en måde, så det bliver mere fleksibelt, siger Lilian Parker Kaule til Avisen.dk.