Efter at have været placeret på sidelinjen i de seneste ugers forhandlinger, har Liberal Alliance i slutfasen sneget sig med ind til det store bord i forhandlingerne om vækstplanen.
Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, bekræfter, at partiet går efter at være med i en samlet aftale om både kontanthjælp, SU-reform og vækstplanen.
- Hvis ting peger i den rigtige retning, så vil vi godt være med. Det har vi hele tiden sagt.
- Vi har siddet med hele vejen på beskæftigelsesområdet, og vi er glade for, at vi nu er kommet med både på SU-området og de større vækstforhandlinger, siger Ammitzbøll.
Tirsdag sad Liberal Alliance for første gang med til forhandlinger på lige fod med de øvrige borgerlige partier i Finansministeriet.
På samme måde dukkede Liberal Alliances Villum Christensen op til forhandlingerne om en SU-reform i Uddannelsesministeriet, selvom partiet ikke tidligere har været en del af forligskredsen.
Liberal Alliance kan dog ikke regne med at få de store indrømmelser i forhandlingerne. De store linjer i både vækstplan og SU-reform er forhandlet på plads, og derfor kan Liberal Alliance i vid udstrækning blot nikke ja til aftalen.
Men Simon Emil Ammitzbøll mener ikke, at det er et problem.
- Omkring regeringens vækstpakke har vi sagt, at der er stort set ikke noget i den, som vi ikke bare kunne skrive under på, hvis det var.
- Så håber vi på, at kunne gøre den endnu bedre. Det kan være omkring grænsehandel eller måske hotelmoms, men det er sådan set ikke det afgørende for os.
- Og det, der er sket på SU'en, er alt sammen Liberal Alliances politik, så der slår vi en åben dør ind, siger han.
Selvom finansminister Bjarne Corydon (S) i ugevis har holdt møder med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti uden at invitere Liberal Alliance, så er der ingen sure miner at spore.
- Vi har været i løbende kontakt med regeringen og finansministeren. Også selv om man ikke har set så mange glasdørsseancer.
- Vi har nu markeret, at vi har en interesse i at forhandle de sidste ting på plads sammen med de øvrige borgerlige partier. Og det er så det, der sker, siger Ammitzbøll.
/ritzau/