Libanon lukker grænserne for syriske flygtninge
1,1 million syrere er flygtet til Libanon, og nu siger det lille land stop for hovedparten af flygtningene.


Libanon skal have lukket sine grænser for stort set alle syrere, der er på flugt fra den syriske borgerkrig. Det oplyser Libanons regering samt FN.

Den libanesiske avis al-Akhbar skriver, at Libanons minister for sociale forhold, Rashid Derbas, siger, at Libanon "ikke længere officielt modtager flere fordrevet syrere.

Han siger dog, at der er undtagelser for flygtninge, der af "humanitære årsager" får lov til at rejse ind i Libanon. Det vil blive afgjort af Libanons indenrigsministerium samt ministeriet for sociale forhold.

- Vi har informeret UNHCR (FN's flygtningehøjkommissariat) om, at vi ikke er længere er i stand til at modtage fordrevet mennesker, tilføjer Rashid Derbas til al-Akhbar.

UNHCR's repræsentant i Libanon, Ninette Kelley, bekræfter de skærpede restriktioner ved grænsen til Syrien.

- Efter vores forståelse får flygtninge ikke tilladelse til at komme ind i landet på samme måde som tidligere, siger hun til AFP.

Ifølge Kelley er der ikke præcise tal for, hvor mange flygtninge der får lov til at rejse ind i Syrien af "humanitære årsager".

Hun siger, at nogle flygtninge stadig får lov til at rejse over grænsen efter de humanitære kriterier, men den libanesiske regering har endnu ikke delt og forklaret reglerne for UNHCR.

Ikke alle syriske flygtninge rejser imidlertid over de officielle grænseovergange. Mange færdes i grænseområdet via dårlige veje, der er vanskelige at patruljere.

Over 1,1 millioner syrere er under den syriske borgerkrig flygtet til Libanon.

I alt er over tre millioner mennesker flygtet fra den syriske borgerkrig, der har stået på siden marts 2011. De fleste er ud over Libanon flygtet til Tyrkiet, Jordan og Irak. Samtidig er over fire millioner mennesker internt fordrevet i Syrien.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.