Libanon dømmer dansk statsborger for IS-forbindelse
En dansk statsborger erkender at have deltaget i kampe for Islamisk Stat i Syrien. Nu er han dømt i Libanon.
En libanesisk domstol idømmer en dansk statsborger tre års fængsel for at have kæmpet for Islamisk Stat i Syrien.
En libanesisk domstol idømmer en dansk statsborger tre års fængsel for at have kæmpet for Islamisk Stat i Syrien. Foto: Colourbox/free


En dansk statsborger er blevet idømt tre års fængsel ved en domstol i Libanon for at have kæmpet for Islamisk Stat (IS).

Det bekræfter hans advokat over for netmediet dagens.dk onsdag.

- Han er idømt tre års fængsel for at have kæmpet for Islamisk Stat i Syrien og for at have medvirket til et angreb i Tripoli i Libanon, som IS angiveligt stod bag, skriver advokaten Fawaz Zakaria til i en mail til dagens.dk.

Fawaz Zakaria afviser, at den dømte skulle have medvirket til et angreb i Tripoli i Libanon.

Men danskeren erkender at have deltaget i kampe for Islamisk Stat i Syrien, ligesom han tidligere var en del af gruppen Jabhat al-Nusra, der er en del af al-Qaeda.

Da Libanon officielt er neutral i konflikten i Syrien, bør det ifølge advokaten ikke kunne føre til en dom, at man har kæmpet mod den syriske præsident Bashar al-Assads styre for de pågældende grupper.

- Denne dom er ikke et udtryk for retfærdighed, men et udtryk for det korrupte retssystem i Libanon, siger Fawaz Zakaria til dagens.dk og tilføjer, at han har tænkt sig at anke dommen til en højere instans.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter over for netmediet, at en dansk statsborger har fået en fængselsdom i Libanon.

- Vi kan bekræfte, at en dansk statsborger har fået en dom i Libanon, men vi kan ikke udtale os yderligere, da der er tale om en personsag, siger Martin Ellehøj fra Udenrigsministeriets Borgerservice.

Den dømte mand har siddet fængslet siden juni 2014 i Roumieh-fængslet, der ligger øst for Libanons hovedstad, Beirut.

Fængslet er kendt for at huse hundredvis af medlemmer af Islamisk Stat.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.