Libanon anholder 450 militante
De seneste to uger har militæret anholdt hundredvis af syriske militante, som mistænkes for terrorisme.
450 militante er blevet anholdt i Libanon. De mistænkes for at være en del at militante islamistiske grupper.
450 militante er blevet anholdt i Libanon. De mistænkes for at være en del at militante islamistiske grupper. Foto: Uncredited/AP


Militæret i Libanon har anholdt omkring 450 mistænkte, islamistiske militante tæt på grænsen til Syrien, oplyser sikkerhedskilder torsdag.

Dermed øger Libanon indsatsen for at forhindre udenlandske islamister i at bruge grænsebyen Arsal som base for at komme ind og ud af Syrien.

Militæret har desuden eftersøgt en lejr for mistænkte nær grænsen til Syrien.

Arsal blev i sidste måned indtaget af syriske militante, og en række libanesiske soldater og betjente er blevet holdt som gidsler siden.

De seneste to uger har militæret anholdt hundredvis af syriske militante, som mistænkes for at være del af militante grupper som al-Nusra, og den syriske del af al-Qaeda, der bekæmper den syriske præsident, Bashar al-Assad.

I fem dage bekæmpede Libanons militær de militante i Arsal, hvoraf en del var medlemmer af Islamisk Stat (IS).

Oprørere, der drager til Syrien for at bekæmpe Assad, krydser ofte grænsen gennem Arsal for at hvile ud eller søge medicinsk behandling, og byen huser også titusindvis af syriske flygtninge.

Sunnimuslimske militante og andre grupper i Syrien beskylder ofte den libanesiske hær for at arbejde sammen med den militante gruppe Hizbollah.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.