Kevin Magnussen starter søndagens Formel 1-grandprix i Brasilien på en 18.-plads.
Det ligger klart efter kvalifikationen lørdag, hvor den 24-årige dansker på Interlagos-banen i São Paulo blot satte 18.-bedste tid i første kvalifikationsrunde, Q1, og dermed ikke klarede sig videre til Q2.
Det gjorde hans holdkammerat hos Renault, Jolyon Palmer, til gengæld.
I Q2 kunne Palmer dog ikke blande sig med de allerhurtigste, og han starter grandprixet som nummer 16.
Lewis Hamilton (Mercedes) var hurtigst af alle og starter i pole position foran Nico Rosberg (Mercedes). Rosberg fører i VM-stillingen foran netop Hamilton og kan vinde titlen søndag.
Men med sin gode kvalifikation har Lewis Hamilton gode muligheder for at udskyde VM-afgørelsen til sæsonens sidste løb. Hamilton har dog ikke tidligere vundet grandprixet i Brasilien.
Den rutinerede finne Kimi Räikkönen (Ferarri) starter som nummer tre foran Max Verstappen (Red Bull).
Kvalifikationen blev fra første omgang en tvivlsom fornøjelse for Kevin Magnussen.
Efter alle kørere havde sat deres første kvalifikationstid, var han således sidst af alle, og han måtte gøre endnu et forsøg for at nå blandt de 16, som gik videre til Q2, men også det kiksede.
Brasiliens Grand Prix er Kevin Magnussens næstsidste som Renault-kører.
Fra næste sæson sidder han i sædet hos Team Haas.
Hans kommende teamkollega på det amerikanske hold, Romain Grosjean, starter søndagens grandprix fra en position som nummer syv.
Esteban Gutierrez, som danskeren afløser hos Haas, starter som nummer 12.
Inden kvalifikationen havde danskeren afsluttet lørdagens træning med 13.-bedste tid.
Også det var væsentlig dårligere end den snart tidligere holdkammerat hos Renault, Jolyon Palmer, som satte ottendebedste træningstid.
Palmer fortsætter karrieren hos Renault i den kommende sæson.
De to Haas-kørere sluttede som henholdsvis nummer 15 og 16 i den sidste træning.
Grandprixet i Brasilien er sæsonens næstsidste og starter klokken 17 dansk tid.
Sæsonens sidste løb afvikles i Abu Dhabi 27. november.
/ritzau/