Lewandowski blæser til målfest mod Dortmund
Det kan blive en målrig affære, når Bayern München tager imod Borussia Dortmund i Bundesligaen søndag.
Bayern Münchens Robert Lewandowski er klar til at vise sin målnæse frem søndag mod Borussia Dortmund.
Bayern Münchens Robert Lewandowski er klar til at vise sin målnæse frem søndag mod Borussia Dortmund. Foto: Kerstin Joensson/AP


Der er for alvor dækket op til et hektisk derby, når Bayern München søndag tager imod Borussia Dortmund i det tyske derby-opgør, der efterhånden kendes som "Der Klassiker".

De to klubber er med afstand de mest scorende i Bundesligaen i denne sæson, og både nummer ét og nummer to på topscorerlisten tørner sammen i et opgør, hvor Bayern München tidligt i sæsonen kan komme syv point foran Dortmund med en sejr.

Brandvarme Robert Lewandowski ser frem til mødet med sin tidligere klub, og han lægger ikke skjul på, at han fortsat er særdeles målsulten.

- Jeg vil altid have mere uanset, hvor mange mål jeg har scoret og vil score, siger Lewandowski før braget til tyske dpa.

Den 27-årige Bayern-angriber har foreløbig nettet ti gange i Bundesligaen, og samme antal mål har han scoret i de tre seneste kampe, hvor han for alvor er trådt ind på verdensscenen som en af de hotteste målscorere i øjeblikket.

For nylig scorede Lewandowski fem gange på ni minutter, da Bayern München besejrede Wolfsburg 5-1. Det skete vel at mærke, efter at polakken var skiftet ind efter pausen.

Fire dage senere scorede han sit tyske ligamål nummer 100 og 101, da Bayern München besejrede Mainz 3-0, og tirsdag scorede Lewandowski så et hattrick i Champions League i 5-0-sejren over Dinamo Zagreb.

Søndag er han i direkte konkurrence med sin afløser i Dortmund, hvor Pierre-Emerick Aubameyang ligeledes har været skarp i denne sæson. Faktisk har Dortmund-angriberen scoret i samtlige kampe i Bundesligaen i denne sæson, hvilket i alt bringer ham op på ni ligascoringer.

Lewandowski kom til Borussia Dortmund i 2010 og scorede 75 gange for klubben og vandt to mesterskaber, inden han skiftede til Bayern München.

Med de to klubbers nuværende form - målscorere på henholdsvis 23-3 og 21-6 i Bayerns favør, er storkampen igen mere end stor i tysk fodbold, selv om det er tidligt på sæsonen.

Den nævnes efter tyske forhold i samme kategori som derby-opgørene mellem FC Barcelona og Real Madrid.

- Det er kampen, alle i Tyskland ønsker at se, og vi ser også frem til den, og som angriber vil man altid score mere. Man er aldrig tilfreds, siger Lewandowski ifølge AFP.

Han bakkes op af klubkammeraten Thomas Müller:

- Det er et topmøde mellem landets bedste hold. Hele den tyske fodboldfamilie vil følge opgøret med stor spænding søndag, siger Müller.

Det er 19. møde mellem de to klubber på fem år, og Dortmund fører den statistik med ni sejre, to uafgjorte og syv nederlag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.