Lettisk politi arresterer otte i sag om matchfixing
To spillere fra en lettisk fodboldklub er blandt de anholdte et år efter Champions League-kvalifikationskamp.


Lettisk politi har arresteret otte personer i forbindelse med en sag om mulig matchfixing.

Det siger en talsmand for politiet ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den 17. juli 2013 spillede den lettiske klub FC Daugava Daugavpils mod svenske Elfsborg på udebane i Champions League-kvalifikationen.

Letterne tabte kampen 1-7 til Elfsborg, der blandt andre stillede med den danske målmand Kevin Stuhr Ellegaard i startopstillingen.

Allerede kort tid efter kampen florerede der historier om, at der var blevet spillet store summer på en stor Elfsborg-sejr.

Siden har politiet arbejdet på sagen.

To af de otte personer, der er blevet arresteret, er spillere fra FC Daugava Daugavpils.

De seks øvrige har også tilknytning til klubben.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.