Leon Andreasen tilbage i træning: Det føltes godt
Efter fire måneders skadespause deltog midtbanespilleren Leon Andreasen tirsdag i Hannovers træning.


Den uheldige landsholdsspiller Leon Andreasen kan så småt begyndte at skimte et comeback for Hannover 96.

Tirsdag vendte den 31-årige midtbanespiller tilbage til træningen i sin tyske klub efter fire måneders skadespause.

- Det var en meget dejlig dag for mig.

- Jeg følte mig godt tilpas, men jeg løb godt nok ikke efter alle bolde, siger Andreasen.

Danskeren har døjet med en lårskade siden slutningen af september.

Den tidligere AGF-spiller har haft mange pauser i sin tid hos Hannover, hvor han har været siden 2009.

Leon Andreasen blev i 2012 ramt af en korsbåndsskade kort efter, at han var returneret fra en periode på to år med skader.

Midtbanespilleren er noteret for seks kampe i Bundesligaen og en enkelt i pokalturneringen i denne sæson.

Danskerens kontrakt i Hannover udløber til sommer.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.