Leo fra duoen Sussi og Leo skal opereres - igen. Det skriver TV 2.
Det blev en kendsgerning efter han på vej til en optræden på det gamle spisested Lyngkroen på Odsherred - tæt ved Nykøbing Sjælland - fredag lavede en forkert bevægelse og der lød et knæk i hoften.
Netop hoften blev opereret for tre uger siden efter et fald fra en stige i parrets autocamper.
- Leo skal opereres igen på mandag, fordi der er brækket et stykke af knoglen dér, hvor de har kilet et kunstigt "hoved" ned øverst i hans lårben. Så det skal sættes fast igen. Det er bare sort uheld, for der har åbenbart været en revne i knoglen, som de ikke har set, fortæller Sussi til TV 2.
Operationen forgår mandag på Holbæk Sygehus, hvor 60-årige Leo opholder sig. Ifølge Sussi har Leo det godt og har ingen smerter.
Klar på torsdag - måske
Parret måtte aflyse dets optræden på Lyngkroen, men Leo håber, at han er klar allerede på torsdag, hvor der er koncert i Vissenbjerg på Fyn - om ikke andet så i en kørestol, så han lige kan sige hej til publikum og måske synge en enkelt sang.
- Vi regner i hvert fald med, at han bliver udskrevet på onsdag, og så må vi se, hvor frisk han er. Man er jo altid lidt "groggy" efter en operation. Så under alle omstændigheder har vi Allan (Allan Vester Lassen, red.) med hele ugen, så han kan aflaste Leo, hvis det bliver nødvendigt, siger Sussi.
Ud over koncerterne i Skanderborg og Vissenbjerg 3. og 4. august står der også Sussi og Leo på plakaten i Faxe og på Læssø, henholdsvis fredag 5. og lørdag 6. august.