Det bliver noget nær umuligt for den danske regering at få forhandlet en særaftale på plads om Europol.
Det vurderer Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, der er lektor ved juridisk institut på Syddansk Universitet.
Til Politiken siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) ellers, at Danmark går efter en mindre særaftale i stedet for en parallelaftale om fortsat fuld deltagelse i det europæiske politisamarbejde.
- Vi er ude i, at det er umuligt. Proceduren og kriterierne er de samme ved en særaftale som ved en parallelaftale, siger Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen til Ritzau.
- Så uanset hvad du kalder det, så skal det gøres på den samme måde. Og når EU-Kommissionen siger, at det ikke kan lade sig gøre at lave parallelaftaler, kan det heller ikke lade sig gøre at lave en særaftale.
Han henviser til, at EU's første næstformand, Frans Timmermans, i september sagde, at Danmark ikke skal gøre sig håb om en parallelaftale med EU.
Dog kan danske politifolk måske få lov til at kigge med i Europols databaser, hvis det lykkes regeringen at benytte sig af et politisk smuthul.
- Der, hvor den lille kattelem måske ligger, er, at der i det nye Europols regelgrundlag er en mulighed for at lave dataudveksling med parter uden for Europol, siger Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen.
- Hvis vi får adgang til databaserne, er vi nået to tredjedele af vejen, så det er super vigtigt. Men Europol består også af et center mod cybercrime, der er ekstremt vigtigt i forsøget på at bekæmpe børneporno, og et antiterrorcenter, der er vigtigt i tilfælde af terrorangreb i Europa. Det vil vi stå udenfor.
Han understreger, at et dansk kig i databaserne godt nok kan aftales med Europol direkte. Men det skal godkendes af af EU-Kommissionen, og der er ingen garanti for, at man her vil se det som en god løsning.
Som det ser ud nu, forlader Danmark Europol 1. maj 2017, hvor politisamarbejdet bliver overstatsligt.
/ritzau/