Lektor om gidseldrab: Islamisk Stat viser sine sejre
Når Islamisk Stat udstiller drab på gidsler, udstiller de andre staters magtesløshed.
Det er en sejr for Islamisk Stat, når de kan udstiller andre staters sårbarhed ved at vise videoer med halshuggede vestlige gidsler, der ikke har kunnet forsvare sig.
(AP/POLFOTO/arkiv)
Det er en sejr for Islamisk Stat, når de kan udstiller andre staters sårbarhed ved at vise videoer med halshuggede vestlige gidsler, der ikke har kunnet forsvare sig. (AP/POLFOTO/arkiv) Foto: Uncredited/AP


Den militante islamistiske gruppe Islamisk Stats række af halshuggede vestlige gidsler er efterhånden lang, siden det første gidsel blev halshugget i august 2014.

Lige så forudsigeligt som Islamisk Stat udstiller deres halshugningsvideoer på sociale medier, er det, at præsidenter og regeringsledere fordømmer grusomhederne efter at videoernes ægthed er verificeret.

Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen siger, at det er Islamisk Stats måde at vise sine sejre på og udstille vestens magtesløshed.

- Det viser jo, at Islamisk Stat prøver at gøre grin med andre stater og udstiller deres magtesløshed. De får nogle propagandasejre.

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, om at Islamisk Stats tilhængere synes, at det er en magtdemonstration. De griner i skægget over, at IS på den måde kan køre statsrepræsentanter rundt i manegen, siger Peter Viggo Jakobsen til Ritzau.

Det skete igen tirsdag, da IS tog en ny metode i brug. Påstanden er, at de har brændt en jordansk pilot, som blev taget til fange efter at være styrtet ned med et F-16-fly. Siden bekræftede Jordans regering at gidslet var blevet dræbt allerede 3. januar.

- Det er den måde, IS kan slå tilbage på. De kan ikke kæmpe med os på lige fod, for så holder de ikke ret længe. Men så kan de ramme os, hvor vi er svage, hvor statsborgere, der ikke kan forsvare sig, bliver halshugget. Det er et udtryk for, at de ikke har andre muligheder, siger Peter Viggo Jakobsen.

Han peger på, at der er en vis lighed med de militante i Taliban under krigen i Afghanistan.

- Det er lidt ligesom Taliban, der kæmpede med selvmordsangreb, terrorangreb og vejsidebomber, fordi de ikke kunne kæmpe med os på lige vilkår, siger Peter Viggo Jakobsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.