Stine Behrendtzen, stbe@avisen.dk
Lektier gør mere skade end gavn. Sådan lyder budskabet i
en ny bog fra den amerikanske forfatter Alfie Kohn, der har skrevet flere
undervisningsbøger. Det skriver folkeskolen.dk
Ifølge forfatteren findes der ikke nogen tal, der
dokumenterer, at lektielæsning har en positiv effekt. Lektier kan derimod skade.
For går de han og bliver en byrde, falder lysten til at lære, mener han.
- Hvis vi medtænker ulemperne,
altså frustration, udmattelse, familiekonflikter, den tabte tid og det mulige
tab af interesse for at lære, så bør vi i det mindste få overbevisende beviser
for lektiernes fordelagtighed, når eleverne allerede har slidt i timevis i
skolen, siger han ifølge folkeskolen.dk.
En af dem, der bakker op om
Alfies Kohns kritik, er Flemming B. Olsen. Han er tidligere gymnasielærer og
næsten færdig med sin ph.d.-afhandling ved Syddansk Universitet. Han er den
eneste i Danmark, der forsker i effekten af lektier, og mener, at det er
kritisk, hvor lidt vi ved om nytten af lektier, eller hvordan lærerne anvender
dem. For eksempel er lektier ikke noget, de kommende lærere får undervisning i
på seminarierne ud over en generel viden om
pædagogik.
- Vi har flere hundrede tusinde
studerende, der i gennemsnit får en times lektier for om dagen. Det er mange
mandetimer på et år, vi taler om. Der findes ingen andre steder i samfundet,
hvor man ikke undersøger nytten af så mange
arbejdstimer, siger han til folkeskolen.dk.
Flemming B. Olsen har tidligere undersøgt gymnasieelevernes lektielæsning, og her var hans konklusion, at der ingen sammenhæng kan påvises mellem hvor lang tid de studerende bruger på deres lektier og deres karakterer.
- Skarpt stillet op så læser
elever lektier for at lære teksten for skolens skyld. De læser ikke for at
forstå, lære og opnå meningsfuld viden, siger han.