Lejere raser over forskelsbehandling: Hvorfor skal vi betale fuld pris?
Lejere og andelshavere undrer sig over, at de ikke skal have del i fastfrysningen af grundskylden, ligesom beboere i ejerboliger.
Der sker ikke nogen fastfrysning af lejernes og andelshavernes ejendomsskat i 2016, og det vækker utilfredshed.
Der sker ikke nogen fastfrysning af lejernes og andelshavernes ejendomsskat i 2016, og det vækker utilfredshed. Foto: Scanpix


Beboerne i almene boliger og andelsboliger kan i mange tilfælde se frem til en huslejestigning næste år på grund af den stigende grundskyld.

Det skriver Politiken.

Som en konsekvens af den finanslovsaftale, som regeringen indgik med Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, kan beboere i ejerboliger se frem til en fastfrysning af ejendomsskatten i 2016.

Men selvom lejerne og andelshaverne også betaler deres grundskyld, får de ikke glæde af aftalen om en fastfrysning.

- Det er fint, at ejerne af ejerlejligheder, sommerhuse og parcelhuse næste år kan være sikre på, at de slipper for at betale mere i grundskyld. Men vi undrer os ærlig talt over, at lejere og andelshavere ikke skal have del i den nominelle fastfrysning af grundskylden i 2016, som blev aftalt i forbindelse med finansloven, siger Bent Madsen, der er adm. direktør for BL - Danmarks Almene Boliger, i en udtalelse.

Der var egentlig lagt op til, at grundskylden næste år kunne stige med op til 6,6 procent, men med finanslovsaftalen slipper boligejerne for stigningen i 2016. Lejerne skal dog stadig betale.

Det betyder eksempelvis, at ejeren af en herskabslejlighed på 230 kvadratmeter i Østbanegade i København slipper for en stigning i grundskylden på 647 kroner. Omvendt må beboerne i Mjølnerparkens lejeboliger, der ligger mindre end fem kilometer væk, se frem til en huslejestigning på 534 kroner.

- Det er ikke ligestilling. Det er skattepolitik med social slagside, siger Palle Adamsen, der er direktør i Lejerbo og formand for BL til Politiken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.