Den 24-årige århusianer Asger Daugaard blev noget overrasket, da han fandt ud af, at han via Airbnb havde lejet sin lejlighed ud til prostitution og ikke, som han troede, et moldovisk kærestepar.
Han syntes godt nok, at der var noget underligt ved parret: Han var en meget stor og ældre mand, mens Asger vurderede hende til at være yngre end ham selv.
At der var noget galt fandt han ud, da hans far næste morgen ringede og fortalte, at der var hængt lagener for vinduerne i hans lejlighed. Og at duggen drev ned ad ruderne. Samtidig kan man se rødt lys skinne ud af vinduet i soveværelset.
Det fortæller Asger Daugaard til Stiften.dk.
Han fortæller også, at han ikke turde gå ind i lejligheden, og at den ældre mand rasende ringede til ham efter Asger havde fået politiet til at gå ind i lejligheden.
- De (politiet, red.) sagde til mig, at når der ikke lå noget ulovligt fremme, så kunne de ikke gøre noget. De kunne fortælle, at det røde lys skyldtes et rødt lagen, lejerne havde smidt hen over en af mine lamper, og ellers fortalte de, at der var fire personer i lejligheden, to mænd og to kvinder. Afslutningsvis sagde de; "det er ude af vores hænder, held og lykke", fortæller Asger Daugaard til Stiften.dk.
Det lykkedes dog Asger at få parret ud af lejligheden, da han kunne påvise, at det nummer den moldoviske mand ringede fra stemmede overens med at nummer i en escort-annonce på internettet. Airbnbs sikkerhedschef annullerede lejekontrakten.
Da Asger vendte tilbage til lejligheden, så den frygtelig ud. Der var mad på komfuret, der lugtede af røg, og i soveværelset var der sprøjtet med en duftspray.
- Jeg kunne simpelthen ikke overskue det, så jeg gik bare igen. Det var mit hjem, der bare overhovedet ikke længere føltes som hjem, siger Asger Daugaard.
Oplevelsen koster Asger 10.000 kroner, som han dog har Airbnb's ord for, at han får retur, når han kan fremvise kvitteringer for nyt sengetøj, rullemadras, udskiftning af låse og rengøring af lejligheden.
Asger Daugaard har siden taget annoncen af Airbnb.