Bo som en statsminister. Sådan burde boligannoncen starte, når ejeren af huset er den tidligere leder af Danmark, Lars Løkke Rasmussen. I stedet mødes man af den lidt mindre prangende titel 'god villa på 198 m2', når man besøger Lars Løkke Rasmussens nyopslåede boligannonce.
Familien Løkke har nemlig valgt at rykke teltpælene op efter 20 år i den nordsjællandske by Græsted og er for flere måneder siden flyttet til en lejelejlighed i Nyhavn tæt på Christiansborg, skriver Ekstra Bladet.
Det er således blevet muligt for almindelige dødelige danskere at smage lidt af det søde liv som lejer af en statsministerbolig.
Adressen hedder Solbakken 6 i Græsted, og boligen har både kælder, to store stuer, fem værelser og tre badeværelser.
Desuden følger der en dejlig stor have med, hvor man som selvudnævnt statsminister kan bestemme, hvor krukker og krokus skal stå.
Prisen? Den er på 16.500 kroner om måneden - men husk også at have 49.500 kroner klar til depositum.
Om Lars Løkke Rasmussen agter at beholde boligen på længere sigt, melder historien intet om.
Se annoncen her.
Kilde: Ekstra Bladet