Efter at have ført Leicester til et sensationelt engelsk fodboldmesterskab i den seneste sæson har klubbens succesmanager, Claudio Ranieri, fået endnu mere mod på trænertilværelsen.
Torsdag fyldte italieneren 65 år, og han benyttede lejligheden til at slå fast, at han har mindst fem gode år i sig endnu.
- Jeg er en gammel mand, men jeg fortsætter.
- Jeg har det godt. For mig er mit job mit liv, så jeg ønsker at fortsætte, siger han på pressekonference op til weekendens ligakamp mod Crystal Palace.
- Da jeg startede som 35-årig, sagde jeg, "ok, jeg slutter som 50-årig". Da jeg blev 50, sagde jeg, "hvorfor nu? 55?". Fem på fem, skridt på skridt. 65, 70, siger Claudio Ranieri.
I 2015 vendte han tilbage til engelsk fodbold - 11 år efter han blev fyret i Chelsea.
Det kom der i første omgang et mesterskab ud af, men i denne sæson halter det noget mere i Premier League, hvor Leicester ligger nummer 13.
Til gengæld har klubben gjort rent bord med tre sejre i træk i gruppespillet i Champions League. Senest med 1-0 over FC København.
- Vi spillede en god kamp tirsdag, men nu tænker vi på Crystal Palace.
- Deres spillere er stærke og høje, ligesom FC Københavns er, siger Claudio Ranieri.
- Palace er stærke i forsvaret, og de har gode folk i front. Det er et godt hold, og det er godt organiseret. Vi skal spille klogt, lyder det.
/ritzau/