Leicester-topscorer slår rekord i remis mod United
Leicester imponerede, da holdet lørdag aften spillede 1-1 på hjemmebane mod Manchester United.
Leicester-angriberen Jamie Vardy har scoret i 11 kampe i træk i Premier League.
Leicester-angriberen Jamie Vardy har scoret i 11 kampe i træk i Premier League. Foto: Rui Vieira/AP


Den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel var med i hele kampen for Leicester, som på hjemmebane spillede 1-1 mod Manchester United lørdag aften.

Leicester-angriberen Jamie Vardy indtog en hovedrolle, da han på fornem vis scorede til 1-0 på en flad og kølig afslutning efter 24 minutter.

Vardy har nu scoret i 11 kampe i træk i Premier League. Det har ingen spiller gjort før, mens ligaen har heddet Premier League (siden 1992).

Som et ekstra krydderi på kampen var det den tidligere United-angriber Ruud van Nistelrooy, som Vardy lå side om side med inden kampen. Hollænderen havde scoret i ti kampe i træk tilbage i 2002-2003.

Lørdag slog Jamie Vardy rekorden, da den engelske landsholdsspiller tog et langt løb og udnyttede en perfekt stikning i dybden fra holdkammeraten Christian Fuchs.

Kort før pausen udlignede Uniteds tyske midtbanespiller Bastian Schweinsteiger til 1-1 på et hovedstød.

Schmeichel tøvede med at komme ud af sit mål i situationen. Danskeren blev på målstregen ved hjørnesparket, og det kunne godt ligne en fejl, da Schweinsteiger kom meget tæt på målet ved afslutningen.

I anden halvleg stod Schmeichel fejlfrit og havde blandt andet en redning ved endnu en stor United-chance på et hovedstød.

I den anden ende af banen forsøgte indskiftede Leonardo Ulloa sig med et nærgående forsøg, men United-keeper David De Gea fik blokeret skuddet.

Med det uafgjorte resultat holder Leicester akkurat United bag sig i toppen af Premier League. Leicester har 29 point på andenpladsen, mens United har 28 point efter 14 kampe.

Manchester City, som tidligere lørdag vandt 3-1 hjemme over Southampton, fører ligaen med 29 point, fordi klubben har en bedre målscore end Leicester.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.