Lego var bange for at skuffe USA's børn
Det amerikanske marked var uvant fladt for Lego i første halvår. Nye fabrikker og mere fokus skal ændre det.
Lego skruede ned i USA, fordi man havde svært ved at følge med.
Lego skruede ned i USA, fordi man havde svært ved at følge med. Foto: /Free


2016 har ikke været den samme fest for Lego i USA, som 2015 var det. Markedet har været fladt, og det er egentligt Legos egen skyld.

Det siger pressechef ved Lego, Roar Rude Trangbæk, der forklarer, at Lego blev varsomme på markedet.

- Den langsomme start på året hænger blandt andet sammen med, at vi sidste år så en risiko for, at efterspørgslen ville overstige vores evne til at levere klodser til vores kunder.

- Så vi kunne ende i en situation med frustrerede legetøjsforhandlere, forældre og ikke mindst børn. Derfor understøttede vi ikke markedet lige så meget, som vi kunne, siger Roar Rude Trangbæk.

Et fladt marked er dog ingen katastrofe for Lego, fortæller pressechefen.

- I 2015 havde vi en fænomenal vækst i USA. Og det har vi egentligt haft i flere år. Så bare at levere det samme er en præstation.

- Men det er selvfølgeligt målet at vokse, siger han.

Derfor er løsningen da også, at Lego fortsætter med at udvide sin forretning, så man kan sende endnu flere klodser til de amerikanske børn.

- Nu skruer vi op for vores aktiviteter i USA og arbejder tæt sammen med detailhandlen.

- Og så er vi i gang med at fordoble kapaciteten på vores mexicanske fabrik, det samme på vores ungarske fabrik og udvider vores fabrik i Kina, siger Roar Rude Trangbæk.

Lego omsatte for 15,7 milliarder kroner i første halvår 2016, hvilket var en vækst på 11 procent i danske kroner. Det blev omsat til et nettoresultat på 3,5 milliarder kroner.

Lego oplevede solid vækst i Asien og Europa, men salget i Nordamerika var altså fladt.

Konkurrenten Mattel oplevede også en flad vækst i Nordamerika i første halvår, mens Hasbro voksede med 19 procent på markedet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.