Lego-pengetank øger sin aktiepost i servicekoncernen ISS
Det danske investerings- og holdingselskab Kirkbi køber flere af de ISS-aktier, som torsdag blev solgt.


Der er rift om aktierne i servicekoncernen ISS, der fredag middag stiger omkring seks procent på den københavnske fondsbørs.

En af dem, der viser særlig stor interesse i ISS-aktien, er Lego-familiens investerings- og holdingselskab, Kirkbi. Selskabet har således købt en større portion af de ISS-aktier, der torsdag aften blev solgt gennem en såkaldt accelereret bookbuilding.

Kirkbi, der i forvejen er storaktionær i ISS, har købt 8,5 millioner aktier i selskabet og ejer nu 10,27 procent af selskabet, meddeler ISS i en meddelelse til fondsbørsen.

Inden det seneste aktiekøb havde Kirkbi en aktiepost i ISS på cirka 5,7 procent, oplyser Kirkbis administrerende direktør, Søren Thorup Sørensen.

- Vi er glade for at have fået muligheden for at investere yderligere i ISS, som vi anser for en veldrevet virksomhed med stabilt cash flow samt med gode muligheder for fortsat vækst og værdiskabelse, siger han blandt andet i en e-mail til Ritzau.

Torsdagens sælgerne var Goldman Sachs og EQT, der ejede aktierne gennem det fælles selskab FS Invest II. De solgte samtlige af deres ISS-aktier, svarende til 19,3 procent af hele servicekoncernen.

EQT og Goldman Sachs købte ISS af børsen i 2005 og gav den danske servicekoncern comeback som børsnoteret selskab den 12. marts 2014.

EQT og Goldman solgte i første omgang ud i forbindelse med ISS' børsnotering, hvorefter der igen blev solgt 23 millioner aktier i starten af september sidste år, samt yderligere 25 millioner aktier i december.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.