Legia-træner: FCM gør det godt på dødbolde
Legia Warszawas cheftræner, Henning Berg, er imponeret over FC Midtjyllands samlede sejr over Southampton.
Southamptons Graziano Pelle (tv,) blev den lille i kampene mod FC Midtjyllands keeper Johan Dahlin. Arkivfoto.
Southamptons Graziano Pelle (tv,) blev den lille i kampene mod FC Midtjyllands keeper Johan Dahlin. Arkivfoto. Foto: Frank Augstein/AP


Legia Warszawas cheftræner, Henning Berg, roser FC Midtjylland forud for torsdagens premierekamp i Europa League-gruppespillet i Herning.

FCM har en anderledes taktisk og meget direkte tilgang til fodboldspillet end andre danske klubber, mener Berg.

- FCM har en klart defineret måde at spille på. Og det er anderledes, end hvordan de fleste andre hold spiller i Danmark.

- Holdet spiller meget direkte og fysisk og satser på indkast, hjørnespark og dødbolde. Det er en normal del af spillet, som mange hold praktiserer, men FC Midtjylland gør det lidt oftere og bedre end andre.

- Det er noget, vi skal forberede os på og se frem til. Og så skal vi kunne hamle op med det. Det bliver interessant, siger Berg på onsdagens pressemøde på MCH Arena i Herning.

- Styrkeforholdet mellem os er ikke så langt fra hinanden. Det var flot af FCM at vinde mesterskabet, for Brøndby og FC København er gode hold, vurderer han.

Den tidligere norske landsholdsspiller, som har vundet mesterskabet med Blackburn og Manchester United i den bedste engelske række, advarer mod at undervurdere FCM.

- FCM er et hold, der er på vej frem og slog Southampton i kvalifikationen, som stillede med et godt hold, så det resultat var imponerende, mener nordmanden.

Det handler dog mest af alt for Legia Warszawa om at vinde det polske mesterskab i denne sæson, og så kommer Europa League-kampene i anden række.

- Det vigtigste for os i denne sæson er at vinde ligaen. Vi har seks point op til førerholdet i den hjemlige række, så vi er i en ok position.

- Vi vil også gerne gøre det godt i Europa League. Vi vil gøre det bedste, vi kan. Og så må vi se, siger Berg.

Polakkerne har skiftet meget ud i sommerens transfervindue, og det er gået lidt ud over præstationerne på det seneste, og holdet er også svækket mod FCM.

- Vores hold er lidt anderledes end sidste sæson. Vi har i øjeblikket seks spillere ude med skader, og det er spillere, som normalt er med på holdet.

- Vi har fået nogle nye spillere, men vi har også mistet nogle store profiler, forklarer træneren.

Berg har været træner for Legia Warszawa siden januar 2014, og holdet har vundet det polske mesterskab i 2014 og den polske pokaltitel i 2015.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.