Legendeafsked og OL-revanche venter i Tour of Britain
Bradley Wiggins kører sit sidste løb på engelsk grund, hvor flere OL-baneryttere mødes i revanche på landevej.
Bradley Wiggins blev historisk ved OL i Rio.
Bradley Wiggins blev historisk ved OL i Rio. Foto: Eric Feferberg/AFP


Afsked og store dueller er på menuen, når cykelløbet Tour of Britain starter søndag i Glasgow.

Her siger den tidligere Tour de France-vinder og ottedobbelte OL-guldvinder på bane Sir Bradley Wiggins farvel til mange af sine fans med sit sidste landevejsløb på britisk grund.

Englænderen ventes at indstille karrieren med et seksdagesløb i Belgien i november, skriver NTB.

Også sprintkanonen Mark Cavendish (Dimension Data) stiller til start, og han kan se frem til en potentielt giftig duel med Elia Viviani (Sky).

Viviani henviste Cavendish til andenpladsen i omnium ved OL i Rio, hvor danske Lasse Norman Hansen tog bronze. I OL-dramaet forårsagede Cavendish et voldsomt styrt, som også ramte Viviani.

Også Tom Dumoulin, som vandt OL-sølv i enkeltstart, er med i Tour of Britain.

Det samme er Owain Doull, som var med til at vinde guldet til Storbritannien i 4000 meter holdforfølgelse i Rio. Det britiske hold talte blandt andre også Bradley Wiggins, som dermed vandt OL-guld i holdforfølgelse for femte gang. Danmark fik bronze.

Bradley Wiggins og Owain Doull kører de otte etaper ned gennem Storbritannien som del af Team Wiggins.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.