Det britiske rockband Radiohead er ikke længere at finde på internettet. I løbet af i går, den 1. maj, blev bandets hjemmeside lige så langsomt utydelig, og den er nu helt blank. Også opdateringer på Facebook og Twitter er løbende forsvundet, og der er nu intet tilbage.
Det skriver Pitchfork.com.
Fans spekulerer nu i, om forsvindingsnummeret hænger sammen med udgivelsen af en ny plade. Radiohead er kendt for meget utraditionelle lanceringer af deres musik.
Bland andet var bandet de første til at udgive en plade, hvor køberne selv kunne vælge, hvad den skulle koste. Det var In Rainbows fra 2007, og siden har gruppen også på andre måder fundet nye veje.
Lørdag modtog fans af bandet en mystisk flyer, skriver Pitchfork. Den bar teksten: "Sing a song of sixpence that goes/Burn the Witch/We know where you live."
Folderen kom ikke med yderligere forklaringer.
Det er ikke bekræftet, at et nyt album er på vej, men gruppen tager på turne fra slutningen af maj.
Radiohead blev berømte i 90’erne og slog for alvor igennem med pladen OK Computer fra 1997. De regnes af mange kritikere for at være et af historiens største indie-rockbands.
Gruppen har udgivet otte plader, den seneste, King of Limbs, kom i 2011.