Legendarisk rapper truer med voldtægt
I sit nye nummer "Vegas" rapper Eminem om at voldtage sin australske rapper-kollega Iggy Azalea, som dog tager truslen med ro.
Iggy Azalea lader ikke Eminems voldtægtstrusler gå hende på.
Iggy Azalea lader ikke Eminems voldtægtstrusler gå hende på. Foto: Todd Williamson/TODD WILLIAMSON/INVISION/AP


Engang var han nærmest den eneste hvide hiphopper, der høstede anerkendelse for sine talenter som rapper. Nu tyder noget på, at han ikke kan klare, at der er et nyt stjerneskud på hiphop-himlen.

I hvert fald truer Eminem i sin nye sang "Vegas" den australske rapper Iggy Azalea med, at han vil voldtage hende. Azalea tager dog truslen fra sin ældre kollega med ro.

- Jeg er træt af trenden i underholdningsbranchen om, at gamle mænd skal true unge kvinder. Jeg er meget mere interesseret i den trend, hvor unge kvinder tjener en masse penge, skriver den 24-årige australier således på Twitter.

Selv om Azalea ikke lader til at tage voldtægtstruslerne fra den 42-årige "Lose Yourself"-rapper særlig tungt, er der alligevel én ting, der irriterer hende.

- Truslerne er specielt akavede, fordi min 14-årige lillebror er kæmpe fan af Eminem. Og nu har han altså udtalt, at han gerne vil voldtage mig. Flot, skriver "Fancy"-hitmageren.

Iggy Azalea blev for alvor populær, efter hun i april udgav sit debutalbum "The New Classic". Mange danskere kender hende måske for samarbejdet med danske MØ på sangen "Beg For It".

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.