Legendarisk racerkører har afklaret fremtiden
Racerkøreren Tom Kristensen har indkaldt til pressemøde onsdag. Her deltager også Audi-chefen Dr. Ullrich.
Onsdag kommer Tom Kristensen med nyt om sin fremtid.
Onsdag kommer Tom Kristensen med nyt om sin fremtid. Foto: SOMMER JAN/free


De senere år har motorkøreren Tom Kristensen altid haft et standardsvar klar, når han bliver spurgt til sin fremtid som racerkører:

- Jeg tager et år ad gangen, og så kigger jeg på tingene til november.

Samme svar gav Audi-køreren i sommer efter andenpladsen ved årets store højdepunkt, 24-timers-løbet i Le Mans.

Nu er sæsonen ved at være slut, og Tom Kristensen har tilsyneladende truffet en beslutning om, hvad der skal ske fremover. Nordjyden har i hvert fald indkaldt til pressemøde onsdag klokken 13 i København.

- Tom Kristensen og Audis øverste motorsportschef Dr. Wolfgang Ullrich ønsker at give en udmelding om deres fælles fremtid til en samlet dansk presse i morgen, står der i den pressemeddelelse, der er tikket ind på landets sportsredaktioner tirsdag eftermiddag.

Tom Kristensen er efterhånden blevet 47 år. Han har rekorden for flest sejre i Le Mans med ni i alt, hvoraf de syv er vundet i en Audi.

Han vandt sidste år ikke alene Le Mans, men også den samlede VM-serie i FIA World Endurance Championship.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.