Lee Chong Wei må vente tre uger på svar i dopingsag
Lee Chong Wei var lørdag til høring i sin dopingsag. Han kan forvente svar om tre uger.
Lee Chong Wei kan vente dom i sin dopingsag i begyndelsen af maj.
Lee Chong Wei kan vente dom i sin dopingsag i begyndelsen af maj. Foto: Kin Cheung/AP


Den malaysiske badmintonstjerne Lee Chong Wei må væbne sig med yderligere tålmodighed, inden han kender sin skæbne i den verserende dopingsag.

Lørdag var han til høring i Amsterdam hos det internationale badmintonforbund (BWF), og efterfølgende leverede badmintonstjernen en kort opdatering på Twitter.

- Høringen er netop overstået. Resultatet vil være ude om yderligere tre ugers tid, skriver Lee Chong Wei.

Det er præcis fem måneder siden, at han blev suspenderet af forbundet på grund af en positiv dopingtest.

Testen blev foretaget i forbindelse med VM i Ballerup i slutningen af august 2014.

Han risikerer en karantænedom på to år og kan i så fald ikke deltage ved OL i Rio i 2016. Det kan meget vel få den 32-årige tidligere verdensetter til at indstille karrieren.

Lee Chong Wei har gennem hele forløbet bedyret sin uskyld.

- Jeg har aldrig snydt og vil aldrig bruge forbudte stoffer, sagde han i november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.