Tidligt op og af sted på arbejde, sent hjemme, sove, og så tidligt op på arbejde igen. Marianne Ørnsholt frygter, at det er sådan, hendes hverdag kommer til at se ud, hvis regeringen tvinger hende til at søge job i den anden ende af landet.
- Jeg ville være frygtelig ked af at skulle rejse så langt, for så ville jeg jo ikke kunne nå at se min familie overhovedet. Det ville smadre mit familieliv, siger hun til Avisen.dk.
Regeringen ønsker, ifølge Ugebrevet A4, at indføre et krav om, at ledige skal søge og tage arbejde i hele landet. I dag skal de som udgangspunkt søge arbejde i en radius af tre timers daglig transporttid.
Og det gør Marianne Ørnsholdt også. Hun bor lidt nord for Vejle, men siden hun mistede sit arbejde på en tyggegummifabrik, som hun havde haft i 27 år, har hun søgt arbejde så langt væk som Århus og Odense.
- Hvis jeg havde været så heldig at få noget arbejde i Odense, så havde jeg fået det til at fungere. Men jeg ville nok søge videre efter noget tættere på, hvor jeg bor, siger hun.
Tvunget fra hinanden
Marianne Ørnsholts børn er flyttet hjemmefra, og hendes mand har meget fleksible arbejdstider på Vejle Sygehus. Så hvis hun skulle arbejde i Odense, ville hun kunne køre i deres fælles bil og sætte ham af på vejen.
Men hendes smertegrænse går ved Odense. Hvis hun blev tvunget til at tage et job på Sjælland, ville hun blive nødt til at flytte.
- Så måtte min mand og jeg jo gå hver til sit. Jeg tror, mange familier vil blive tvunget til at flytte fra hinanden, hvis de vedtager det her. Jeg ved slet ikke, hvad de tænker på derovre på Christiansborg, siger hun.
Ikke de rette kvalifikationer
Når regeringen vil skærpe kravene til de ledige, er det, ifølge beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, fordi der er virksomheder i bestemte brancher og bestemte dele af landet, der har svært ved at finde medarbejdere.
Men Marianne Ørnsholdt tvivler på, at det lige er hende, de står og mangler. Hun er 58 år og har ingen uddannelse. Hun har hele sit arbejdsliv arbejdet i forskellige ufaglærte jobs, mest på produktionsvirksomheder.
- Men det er jo faglærte, de mangler, og jeg er hverken ingeniør eller noget af alt det andet, de efterspørger, siger hun.
Marianne Ørnsholdt sender omkring fem ansøgninger af sted hver uge, men hver gang får hun afslag med den begrundelse, at hun ikke har de rette kvalifikationer, og at de i øvrigt har fået 500 ansøgninger.
- Jeg kan ikke engang blive ansat som opvasker på Vejle Sygehus, fordi jeg ikke har de rette kvalifikationer. Så hvad skal det nytte at søge et opvaskerjob i Nordsjælland, spørger hun.
I stedet for at stille strengere krav til de ledige, skulle regeringen hellere fokusere på at skabe flere jobs, mener Marianne Ørnsholdt.
- Jeg ville ønske, jeg kunne få et stykke arbejde at stå op til hver dag, siger hun.