"Det var meget overvældende. Jeg stod der helt grådkvalt."
Jette Larsen er ikke vant til at få hverken hjælp eller besøg af folk, hun ikke kender, men søndag fik hun begge dele.
For to uger siden skrev Avisen.dk om den 54-årige kontanthjælpsmodtager, der ofte må fravælge sin hjertemedicin for at få råd til mad.
En af dem, der læste historien, var den 34-årige lærerstuderende Anja Jepsen fra Skanderborg.
"Jeg kunne ikke holde tanken ud, at hun ikke har råd til medicin. Begge mine forældre er hjertepatienter, så jeg ved, hvor vigtig medicinen er. Jeg blev bare ramt af en følelse af, at det ikke er fair, så min første tanke var, om jeg kunne gøre noget for at hjælpe hende," fortæller Anja Jepsen.
Hun tog derfor kontakt til Jette Larsen og aftalte at komme på besøg. Derefter tog hun i Netto og fyldte indkøbsvognen med rugbrød, pålæg, ris, pasta, toiletpapir og andre dagligvarer. Og så brugte hun en formiddag i køkkenet på at lave en lang række gammeldags madretter som boller i karry og millionbøf. Maden frøs hun ned i små opbevaringsbokse.
"Jeg besluttede at lave noget mad til hende, så hun kunne købe sin medicin."
"Tænk, at der findes den slags mennesker"
Søndag pakkede Anja Jepsen bilen med mad og dagligvarer, og tog turen fra Skanderborg til Esbjerg, hvor Jette Larsen bor.
"Vi gav hinanden et kram, og hun inviterede mig op i lejligheden. Hun virkede ret overvældet," fortæller Anja Jepsen.
De tog et smut forbi Jette Larsens datter, hvor den hjemmelavede mad blev frosset ned. Kommunen har nemlig lukket for strømmen i Jette Larsens egen lejlighed.
"Det var lidt underligt først. Jeg er ikke vant til at få besøg, og jeg havde aldrig set hende før, men hun var utroligt sød. Vi endte med at sidde og snakke i flere timer, og jeg fortalte hende, hvor hårdt det hele har været," siger Jette Larsen.
"Men det er først, da hun skal til at køre hjem igen, at reaktionen rigtigt kom. Da begynder jeg at græde. Jeg tror, følelserne løb af med mig. Jeg havde jo ikke regnet med, at nogen ville tænke sådan. Det rørte mig virkelig, at hun havde tænkt på mig. Tænk, at der findes den slags mennesker," siger Jette Larsen.
Sms: Jeg har spist din millionbøf
Den første aften opvarmede hun Anja Jepsens hjemmelade millionbøf, og sendte straks en sms om, hvor god den var.
De to kvinder har efterfølgende både skrevet og snakket sammen, og regner med at beholde kontakten.
"Det er rart at have nogen at snakke med. Jeg håber ikke, jeg mister kontakten med hende," siger Jette Larsen.
Anja Jepsen stillede én betingelse for hjælpen: Jette Larsen skal købe sin medicin.
"Det gør mig mere rolig i sindet, at hun har råd til det nu. Jeg er ikke ude efter skulderklap, jeg synes bare, at det er rart at gøre noget godt for andre," siger Anja Jepsen.
Den hjemmelavede mad falder på et tørt sted.
Selvom Jette Larsen netop har fået kontanthjælp, har kommunen fratrukket den engangshjælp, hun fik i maj, hvor kontanthjælpen udeblev.
"Så det bliver endnu en hård måned. Men jeg skal have en omgang boller i karry i dag. Det kan jeg love dig for, at jeg glæder mig til," siger Jette Larsen.