Ledige danskere rammes af stress: Sådan undgår du det
Sådan passer du på dig selv som ledig.
Det kan faktisk være mere stressende at være arbejdsløs end at have et job. Se her, hvordan du passer godt på dig selv, mens du er ledig.
Det kan faktisk være mere stressende at være arbejdsløs end at have et job. Se her, hvordan du passer godt på dig selv, mens du er ledig. Foto: Scanpix/Modelfoto


Mange arbejdsløse oplever mere stress, efter de er havnet i ledighedskøen, viser en meningsmåling fra Min A-kasse. Samtidig kan selvværdet også lide et knæk. Og yngre og nyuddannede ledige er mere udsat end ældre, viser meningsmålingen.

Stressrådgiver Helle Alsted, som blandt andet har udgivet bogen "Ledig Uden Stress", kommer her med 10 gode råd til, hvordan du håndterer stress i ledighedsperioden.

  1. Anse jobsøgning som et arbejde - og søg job i normal arbejdstid. Det er vigtigt, at du tillader dig selv at holde fri om aftenen, i weekenderne og i ferier.
  2. Lav struktur i din hverdag. Lav i starten af hver dag eller hver uge en plan for din jobsøgning, hvad du skal nå, og hvornår du skal gøre det.
  3. Skab indflydelse på din situation. Find ud af, hvad du må og skal, og forsøg at få indflydelse på, hvor du for eksempel skal aktiveres. Indflydelse mindsker risikoen for stress. Du kan også forsøge at få mere indflydelse på andre områder af dit liv.
  4. Anvend dine ressourcer og kompetencer, både de personlige og faglige. Hold dem ved lige ved frivilligt arbejde, fagligt relevante fritidsinteresser og lignende - men husk at få tilladelse fra din a-kasse, hvis du laver noget, der minder om arbejde.
  5. Lav vejrtrækningsøvelser. Stress får os til at trække vejret overfladisk. Sørg for at trække vejret helt ned i maven.
  6. Meditation kan også være en god modgift mod stress. Du kan for eksempel låne en meditations-cd på biblioteket.
  7. Dyrk motion, gerne ude i den friske luft. Det frigiver lykkehormoner og gør dig mere modstandsdygtig over for stress. Rådet gælder dog ikke, hvis du i forvejen er meget stresset.
  8. Hav fokus på andre dele af dit liv. Arbejdslivet udgør trods alt kun en del af livet, så hent trivsel ved at rette fokus på for eksempel familielivet, venskaber, et godt fritidsliv, din sundhed eller lignende.
  9. Sørg for at blive en del af et fællesskab. Mange ledige er bange for at blive ensomme. Du kan for eksempel opsøge et fagligt eller interessemæssigt fællesskab. Kom ud blandt folk, få nye input, grin og græd med andre.
  10. Giv dig selv lov til at have følelser. Det er i orden at have gode og dårlige dage, og du må gerne græde og føle dig ked af det, træt og frustreret, så længe de negative tanker ikke fylder det hele.

Rådene blev første gang bragt i en artikel på Avisen.dk i 2013.

Derudover har Helle Alsted et par ekstra råd til nyuddannede, som kæmper med selvfølelsen på grund af arbejdsløshed:

  • Meld dig ind i et fagligt netværk
  • Virksomhedspraktik og løntilskud kan også være en god måde både at få et større fagligt netværk, mere erfaring og flere kompetencer - hvilket ofte fører til større selvværd.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.