Ledig sosu påstår hun blev chikaneret: Jeg skulle lugte til kaffe og blev drillet med skæve fingre
En social- og sundhedshjælper, som var i virksomhedspraktik, påstår, at hun blev chikaneret af kollegerne.
Hvad skete der egentligt på ældrecentret i julen 2014? En social- og sundhedshjælper, som var i virksomhedspraktik på et ældrecenter, mener, at hun blev chikaneret af kollegerne, men de har en helt anden version af historien. Personerne på billedet har ikke med sagen at gøre.
Hvad skete der egentligt på ældrecentret i julen 2014? En social- og sundhedshjælper, som var i virksomhedspraktik på et ældrecenter, mener, at hun blev chikaneret af kollegerne, men de har en helt anden version af historien. Personerne på billedet har ikke med sagen at gøre. Foto: Scanpix/Arkiv


Kollegerne behandlede mig som om jeg var dement og sindsyg. Jeg blev bedt om at lugte til te og kaffe, og de stillede upassende spørgsmål til mit handicap og mit tidligere job.

Sådan fortæller en social- og sundhedshjælper om den måned i 2014, hvor hun var i virksomhedspraktik på et plejecenter. Det fremgår af en afgørelse, som Ligebehandlingsnævnet for nylig er kommet med.

Den ledige social- og sundhedshjælper, som er født med en fejl på højre hånds fingre, havde klaget over arbejdspladsen til Ligebehandlingsnævnet, fordi hun følte sig chikaneret og forskelsbehandlet på grund af sit handicap.

Navne-test og termokande-lugt

To af kollegerne fik praktikanterne til at spørge ind til den handicappede sosu's fingre, påstår hun blandt andet.

De skrev også beboernes navne op på røde og gule sedler og testede, om hun kunne huske, hvor de forskellige boede, og hun blev bedt om at lugte til termokander og fortælle, om de lugtede af te eller kaffe.

Desuden blev hun nedgjort og blev udspurgt om sine private forhold, og drillet med, at hun tidligere havde været i praktik ved en kosmetolog, fortæller sosu'en.

Blev tilbudt fast job

Imidlertid er der stor forskel på, hvordan parterne opfattede begivenhederne, der udspillede sig omkring jul 2014. Ingen af medarbejderne kan genkende beskrivelsen af forløbet. Tværtimod opfattede de sosu'en som venlig og interesseret, og chefen var faktisk så tilfreds med hende, at hun blev tilbudt en fast lønnet stilling efter virksomhedspraktikken.

Medarbejderne fortæller, at de ikke spurgte ind til sosu'ens private forhold, med mindre hun selv bragte det på banen, og de kendte ikke til hendes fortid som kosmetolog, før hun selv fortalte det.

Demens-forvirring

Derudover fulgte de helt almindelige procedurer for at oplære nye ansatte - hvilket også indebar en del spørgsmål, blandt andet til hvilke opgaver, hun kunne holde til med hånden.

Kollegerne er også uforstående over for beskyldningen om at de skulle betragte sosu'en som dement. De er nemlig vant til at arbejde med demente beboere og kunne sagtens se, at sosu'en ikke udviste de symptomer.

Ligebehandlingsnævnet har dog også afgjort, at sosu'en ikke var udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af sit handicap.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.