Leder på fødeafdeling: "Nedbrydende at skulle piske jordemødrene"
En afdelingsjordemoder på Hvidovre Hospital fortæller, hvordan arbejdsvilkårene tvinger hende til at presse de ansatte til det yderste.
- De arbejdsvilkår, vi er nødt til at udsætte jordemødrene for, er urimelige, siger afdelingsjordemoder på Hvidovre Hospital Pernille Hall. 
- De arbejdsvilkår, vi er nødt til at udsætte jordemødrene for, er urimelige, siger afdelingsjordemoder på Hvidovre Hospital Pernille Hall.  Foto: Flemming Krogh / Scanpix


Der er efterhånden kommet utallige eksempler frem i medierne på jordemødre, der er så pressede, at det går ud over den fødendes, barnets, eller jordemoderens eget velbefindende.

Nu står en afdelingsjordemoder på Hvidovre Hospital frem og fortæller Politiken, hvordan arbejdsvilkårene tvinger hende og de øvrige afdelingsjordemødre til at presse de ansatte til det yderste.

- De arbejdsvilkår, vi er nødt til at udsætte jordemødrene for, er urimelige. Det er nedbrydende for alle at skulle piske jordemødrene på den her måde, men det er vilkårene lige nu. Det gør mig ked af det, at arbejdet tager så hårdt på dem. Det sker ofte, at jordemødre sætter sig ned og græder og siger, at nu er det nok, siger Pernille Hall til Politiken.

Det er især stigende krav til, hvad den ansvarlige jordemor skal skrive ned og dokumentere under fødslen, der skaber presset. Derudover er der kommet flere komplicerede fødsler, siger hun.

Dumt at spare

Pernille Hall er dybt frustreret over, at regeringen vil fjerne 75 millioner kroner, som var øremærket til landets fødeafdelinger.

Samtidig frygter hun, at besparelserne vil skræmme kommende jordemødre væk fra faget.

Jeg tror ikke på, det kan betale sig at spare på det her område. Fødende ender måske med at få flere efterfødselsreaktioner, som vil kræve behandling, eller de får et fødselstraume. Det vil blive en væsentligt større og mere kompliceret samfundsøkonomisk byrde, siger Pernille Hall til Politiken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.