LeBron James styrer sit hold mod slutspilssucces
Cleveland Cavaliers anført af LeBron James er blot én sejr fra anden runde i NBA-slutspillet.


Med LeBron James' retur til Cleveland Cavaliers inden denne NBA-sæson begyndte byens fans igen at drømme om storhed. Og meget tyder på, at King James, som han kaldes, er i færd med at bringe drømmene til live.

Efter et stærkt grundspil gik Cleveland Cavaliers ind til slutspillet som andenseedet, og i første runde er holdet i gang med at dukke Boston Celtics eftertrykkeligt.

Natten til fredag vandt LeBron James og co. det tredje opgør af tre mulige, da Cleveland Cavaliers i Boston sejrede med 103-95.

Nok en gang var det superstjernen James, der gik forrest. Han leverede 31 point og 11 rebounds i sejren.

Holdet fra Cleveland fører nu serien, hvor der spilles bedst af syv kampe, med 3-0, og Cleveland Cavaliers kan sikre sig adgang til anden runde i weekenden i kamp fire mod Boston Celtics.

Cleveland Cavaliers har aldrig tidligere vundet NBA-mesterskabet, men i 2007 nåede holdet finalen, som dog blev tabt klart til San Antonio Spurs.

LeBron James nåede at vinde to NBA-mesterskaber med Miami Heat, hvor han spillede fra 2010 til 2014.

I de øvrige slutspilsserier er stillingen som følger:

Golden State Warriors-New Orleans Pelicans 3-0, Houston Rockets-Dallas Mavericks 2-0, Los Angeles Clippers-San Antonio Spurs 1-1, Memphis Grizzlies-Portland Trail Blazers 2-0, Atlanta Hawks-Brooklyn Nets 2-0, Chicago Bulls-Milwaukee Bucks 3-0 og Toronto Raptors-Washington Wizards 2-0.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.