LeBron James sikrer Cleveland hjemmefordel i slutspil
Med endnu en storkamp af LeBron James sikrede Cleveland Cavaliers i næstsidste NBA-runde fordel i slutspillet.
LeBron James (th.) var nok en gang manden, der gik forrest, da Cleveland Cavaliers slog Atlanta Hawks og sikrede hjemmebanefordel hele vejen til en eventuel plads i NBA-finalerne.
LeBron James (th.) var nok en gang manden, der gik forrest, da Cleveland Cavaliers slog Atlanta Hawks og sikrede hjemmebanefordel hele vejen til en eventuel plads i NBA-finalerne. Foto: Tony Dejak/AP


NBA-stjernen LeBron James sørgede natten til tirsdag dansk tid for, at han og holdet får den lettest mulige vej til NBA-finalen i denne sæson.

En sejr på 109-94 hjemme over Atlanta Hawks betyder nemlig, at Cleveland vinder Eastern Conference uanset resultaterne i sidste runde, og dermed har hjemmebanefordel hele vejen indtil en eventuel NBA-finale.

I samtlige slutspilsopgør spilles der bedst af syv kampe, og Cleveland vil have hjemmebane i fire af kampene - blandt andet i den potentielt afgørende kamp syv.

LeBron James gjorde sit for at nedlægge Atlanta, der ellers rangerer som det tredjebedste hold i Eastern Conference, og derfor også er klar til slutspillet.

James sendte 34 point i kurven og skabte en komfortabel føring, inden han blev hvilet på bænken i kampens sidste fjerdedel.

Megastjernen scorede blandt andet 19 af holdets 34 point i tredje quarter, hvor man for alvor trak fra.

- Hvis han spiller sådan (i slutspillet, red.), så bliver vi svære at slå, siger cheftræner Tyronn Lue om James ifølge AFP.

Med James på bænken til sidst kunne holdkammeraten Kyrie Irving tage over på pointtavlen, hvor han sneg sig foran LeBron James med sine 35 point.

Skulle Cleveland gå hele vejen til NBA-finalen, får holdet næppe hjemmebanefordel i finaleserien.

I Western Conference har både mestrene Golden State Warriors og San Antonio Spurs endnu flere sejre i sæsonen end Cleveland, og de to hold er storfavoritter til en finaleplads fra West. I det tilfælde vil den af de to, som går i finalen, få hjemmebanefordelen.

Et møde mellem Cleveland og Golden State vil være en gentagelse af sidste års finale.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.