LeBron James når milepæl i Cleveland-sejr i NBA
Superstjernen passerede 27.000 point i karrieren, da han var med til at besejre Washington Wizards.
LeBron James har nu scoret 27.020 point i NBA.
LeBron James har nu scoret 27.020 point i NBA. Foto: Patrick Smith/AFP


LeBron James nåede endnu en milepæl i sin lange og glorværdige karriere, da han natten til lørdag dansk tid førte Cleveland Cavaliers til sejr i NBA.

Den amerikanske basketballspiller scorede 27 point i sejren på 105-94 ude over Washington Wizards.

Undervejs i kampen passerede 31-årige LeBron James 27.000 point i NBA, hvilket han er den yngste spiller nogensinde til at have præsteret.

- Det er altid dejligt at have præsteret det sammen med nogle fantastiske spillere, siger LeBron James ifølge nyhedsbureauet AFP.

Superstjernen har nu lavet i alt 27.020 point, hvilket gør ham til den tiendemest scorende spiller i NBA's historie.

Der er dog fortsat et godt stykke op til legenden Kareem Abdul-Jabbar, der topper listen med 38.387 point.

LeBron James har repræsenteret Cleveland Cavaliers og Miami Heat i karrieren, der foreløbig har budt på tre NBA-titler, to med Miami og senest i sidste sæson med Cleveland.

Fire gange er han blevet kåret som ligaens mest værdifulde spiller.

Med sejren over Washington kom Cleveland også tilbage i vinderens rolle, efter at holdet i den seneste kamp tabte knebent hjemme til Atlanta Hawks.

Cleveland fører Eastern Conference med syv sejre og et nederlag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.