LeBron James fører Cleveland i NBA-semifinalen
Cleveland Cavaliers og LeBron James vandt fire kampe i træk over Atlanta Hawks og er videre i NBA-slutspillet.
Cleveland Cavaliers og LeBron James er som det første hold videre blandt de fire bedste hold i NBA.
Cleveland Cavaliers og LeBron James er som det første hold videre blandt de fire bedste hold i NBA. Foto: John Bazemore/AP


Cleveland Cavaliers er blandt de fire bedste basketballhold i den nordamerikanske liga NBA endnu en gang.

En kneben sejr på 100-99 sent søndag aften dansk tid over Atlanta Hawks var nok til, at Cleveland snuppede pladsen i finalen i den østlige division, som svarer til semifinalen.

Det endte dermed med fire Cleveland-sejre i træk over Atlanta-mandskabet, som var tæt på i kamp fire, men endte med ikke at vinde en eneste kamp i serien, som spilles bedst ud af syv.

Kevin Love blev topscorer for Cleveland med 27 point, mens holdets store stjerne LeBron James supplerede med 21 point, ti pointgivende pasninger og ni rebounds.

LeBron James stod også i vejen i forsvaret, da Atlanta kunne have afgjort kampen til egen fordel i slutsekunderne.

- Vi er slutningen af sæsonen nu. Vi ved, hvor alle befinder sig på banen, og det er akkurat, hvor vi skal være, siger LeBron James.

Cleveland møder enten Toronto Raptors eller Miami Heat i semifinalen. Toronto fører den serie med 2-1 i kampe.

- I de seneste tre-fire uger er vi begyndt at spille virkelig god basketball i begge ender. Holdet spiller meget solidt nu, lyder det fra Cleveland-træner Tyronn Lue.

I en anden kamp i NBA-slutspillet vandt Oklahoma City Thunder med 111-97 over San Antonio Spurs og udlignede dermed til 2-2 i kampe i den tætte og spændende serie.

I den kamp scorede Kevin Durant 41 point for Oklahoma, og det var en tangering af hans personlige rekord i en kamp i slutspillet. I fjerde og sidste periode vandt Oklahoma med hele 34-16.

- De fortjener respekt. De udspillede os i sidste periode, erkender San Antonio-træner Gregg Popovich.

Vinderen af opgøret mellem San Antonio og Oklahoma møder enten Portland Trail Blazers eller den regerende mester, Golden State Warriors. I den serie fører Golden State med 2-1 i kampe.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.