LeBron James brillerer trods talrige skader
Cleveland Cavaliers er blot en enkelt sejr fra at nå finalen i NBA efter endnu en sejr over Atlanta Hawks.
LeBron James (venstre) lavede 37 point, 18 rebounds og 13 assist, da Cleveland Cavaliers vandt over Atlanta Hawks.
LeBron James (venstre) lavede 37 point, 18 rebounds og 13 assist, da Cleveland Cavaliers vandt over Atlanta Hawks. Foto: Tony Dejak/AP


LeBron James bøvlede med krampe og smerter, men leverede endnu en stor basketballkamp for Cleveland Cavaliers, som vandt 114-111 over Atlanta Hawks efter overtid.

Dermed vandt Cleveland den tredje semifinalekamp i træk og fører nu med 3-0 i kampe mod Atlanta.

Der spilles bedst ud af syv kampe, så finalepladsen i NBA kan allerede sikres i næste opgør natten til onsdag dansk tid. Cleveland har tilmed fordel af hjemmebane.

LeBron James lavede 37 point, 18 rebounds og 13 assist. Det var LeBron James' første triple-double i slutspillet og var lidt af en præstation, fordi amerikaneren døjede med flere småskader.

- Prøv at tæl dem. Vi kunne lege doktor lige nu, så mange skader har jeg.

- Uanset hvordan jeg har det, så bliver jeg nødt til at prøve at lave nogle point. Jeg følte ikke, jeg kunne give mere, men jeg var i stand til at kæmpe mig igennem, siger LeBron James.

Han overvejede at lade sig udskifte i kampens slutfase på grund af smerter, men blev på banen og afgjorde det hele i overtiden.

- Vi er et desperat hold. Vi spiller godt sammen, og hvis vi spiller så godt, som vi kan, og vi forsvarer os på et højt niveau og fordeler bolden i offensiven, så har vi en god chance for at vinde, mener LeBron James.

I begyndelsen af kampen brændte LeBron James sine 10 første forsøg, men endte med at score 14 gange på 37 forsøg.

Cleveland-træner David Blatt mener, at LeBron James fik krampe på grund af væskemangel.

- Han spillede videre trods smerte og krampe, og han ville bare ikke lade os tabe den kamp. Det var utroligt, siger David Blatt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.