Le Pen skælder voldsomt ud på EU og Hollande
Fransk højreleder beskylder sin regering for at hjælpe den islamiske fundamentalismes cancer med at sprede sig.
Marine le Pen mener, at myndighederne har begået "åbenlyse politiske fejl".
Marine le Pen mener, at myndighederne har begået "åbenlyse politiske fejl". Foto: Claude Paris/AP


Den franske højreleder, europaparlamentarikeren Marine Le Pen, langer tirsdag voldsomt ud efter den franske regering og EU med bidende kritik af håndteringen af truslen fra terror.

Det gælder både før og efter sidste uges terrorangreb på satiremagasinet Charlie Hebdo. Terroristerne dræbte 17, inden de fredag selv blev dræbt.

Ifølge Le Pen er der begået "åbenlyse politiske fejl", og myndighederne har haft "en overdrevent uskyldig tilgang" til kampen mod terror.

- Noget af det første, man gjorde, var at bede medierne om ikke at tale om islamisk fundamentalisme. De blev bedt om at tale om terrorisme i mere vage termer.

- Men det er vores pligt at navngive denne ideologi. Hvordan kan vi bekæmpe noget, hvis vi ikke har modet til at sige dets navn?, spørger Marine Le Pen på et pressemøde i Europaparlamentet i Strasbourg i Frankrig.

Le Pen mener, at Frankrig og EU har dummet sig gevaldigt ved at fjerne EU's indre grænser med Schengensamarbejdet. Et skridt, hun sammenligner med, at man bekæmper indbrudstyve ved at fjerne sin hoveddør.

Ifølge hende er islamisk fundamentalisme "en cancer" i hjertet af yderligtgående islam.

- Der er en alvorlig fare for, at cancer fører til metastaser. Enhver ved, at en cancerpatient skal undgå visse former for risikabel opførsel. Men Frankrig har gjort sig skyldig i mange former for risikabel opførsel, siger Le Pen.

Hun varsler, at Front National på fredag kommer med en lang række konkrete forslag til, hvad Frankrig skal gøre for at bekæmpe terror.

Det vil blandt andet handle om at suspendere Schengensamarbejdet, straks at stoppe besparelser inden for politi og militær, lave razziaer for at finde kalasjnikovgeværer og andre ulovlige våben, samt at tage fransk statsborgerskab fra de unge med dobbelt statsborgerskab, der rejser ud i krig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.