Le Pen idømt bøde for at kalde gaskamre "en detalje"
Den tidligere leder af Front National skal betale 30.000 euro for at kalde gaskamre "en detalje" i historien.
Den tidligere leder og stifter af partiet Front National, 87-årige Jean-Marie Le Pen, skal betale en bøde på 30.000 euro for sine udtalelser om de nazistiske gaskamre.
Den tidligere leder og stifter af partiet Front National, 87-årige Jean-Marie Le Pen, skal betale en bøde på 30.000 euro for sine udtalelser om de nazistiske gaskamre. Foto: Claude Paris/AP


Den tidligere leder af det højrenationalistiske parti Front National, Jean-Marie Le Pen, er ved en domstol i Frankrig onsdag blevet idømt en bøde på 30.000 euro - svarende til cirka 223.000 kroner - for sine udtalelser om tyskernes gaskamre under Anden Verdenskrig.

Domstolen i Paris mente, at den 87-årige Le Pen har gjort sig skyldig i at nægte forbrydelser mod menneskeheden ved at gentage sin opfattelse af, at de nazistiske gaskamre, hvor jøder blev myrdet, er "en detalje" i historien.

Samtidig afviste retten Le Pens påstand om, at han har parlamentarisk immunitet mod retsforfølgelse.

Første gang Jean-Marie Le Pen ytrede sin mening om de nazistiske gaskamres betydning var i 1987. I 1997 gentog han sine udtalelser under et besøg i Tyskland og derefter i Europa-Parlamentet i 2008 og i 2009.

Senest gentog Le Pen udtalelserne under et interview i april sidste år, da han blev spurgt, om han fortrød sin holdning fra den gang.

Hans bemærkninger om gaskamrene førte ham ud i en bitter strid med sin 46-årige datter Marine Le Pen. I 2011 efterfulgte hun ham som leder af Front National. Siden har han ikke haft skrupler med at ødelægge det parti, han var med til at grundlægge i 1972.

Marine Le Pen har undgået at reagere på sin fars antisemitiske udbrud. Og efter at have modereret tonen i Front National opnåede hendes parti flere jordskredssejre under de franske regionalvalg i december sidste år.

Jean-Marie Le Pen har tidligere betegnet anklagerne mod ham som udtryk for personforfølgelse.

Onsdagens dom skal offentliggøres i tre aviser, ligesom Jean-Marie Le Pen skal betale 10.001 euro - eller knap 75.000 kroner - til de tre velgørenhedsorganisationer, der har anlagt sagen mod ham, har domstolen beordret.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.