Mørket omklamrer Gentofte Sygehus natten til 22. november 2005. Indenfor i det kunstige lys går Louise Grønskovs liv itu.

Den 27-årige social- og sundhedsassistent arbejder denne nat på fødegangen og gør sammen med en kollega klar til at flytte et sengeleje. Louise Grønskov skænker det ikke en tanke, da hun tager fat i metalbordet. At hun ikke tilhører den privilegerede gruppe på 500.000 danskere, der med en sundhedsforsikring i hånden kan undgå køen til operationsbordet. Sådan en forsikring har aldrig været nødvendig for hende. Indtil nu.

Louise Grønskov lægger vægten i og drejer det tunge metalbord.

Smæld.

Den unge kvinde tager sig instinktivt til ryggen. Smerter stråler ud i benene og slår luften ud af hendes krop. I dag, halvandet år senere, venter nu 29-årige Louise Grønskov stadig på at slippe af med smerterne fra den diskusprolaps, som det forkerte vrid udløste. Havde hun haft en sundhedsforsikring, var hun for længst blevet opereret.

En ny analyse fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) viser, at 30 procent af alle danskere over 16 år svarende til omtrent 500.000 nu har en sundhedsforsikring, som sikrer dem hurtig behandling på et privathospital, når hjertet, hoften eller knæet svigter. Det er en tidobling på få år. Men de populære forsikringer er ikke et privilegium for alle.

Har du penge...

Analysen viser, at især højtuddannede, mænd og danskere med store tal på lønsedlen har en sundhedsforsikring ¿ typisk via deres arbejdsgiver eller fagforening.

Kvinder, folk med en kortere uddannelse og en beskeden løn må i højere grad ¿nøjes¿ med de offentlige sygehuse. Der er opstået et A-hold af veluddannede og højtlønnede med sundhedsforsikringer og et ringere stillet B-hold uden. Den udvikling vækker bekymring hos flere eksperter.

De advarer om, at et ulighedens Danmark tegner sig. Og det går stik imod alt, hvad det danske velfærdssamfund ellers står for, mener Niels Ploug, forskningschef ved Socialforskningsinstituttet.

»Det er et brud med tanken om, at alle skal have sundhedsydelser efter behov og ikke efter, hvor tyk deres tegnebog er. Hvis det her handler om, at man gerne vil have et andet sundhedssystem, end det vi har nu, så skal man sige det. Så skal man sige lige ud, at dem, der er mest værd for arbejdsmarkedet, skal hurtigst frem i køen,« mener Niels Ploug.

Men det er en farlig udvikling, som i sidste ende risikerer at gøre det offentlige sundhedsvæsen ringere, advarer han.

»Når de ressourcestærke bliver behandlet i det samme system som de ressourcesvage, så blander de sig og stiller krav, som de ressourcesvage aldrig ville stille af sig selv. På den måde sørger de ressourcestærke for, at det offentlige system holder et højt niveau. Vi kan se på studier i USA, at et offentligt sundhedsvæsen, hvor kun de ressourcesvage er, ikke holder niveauet på samme måde,« siger Niels Ploug.

Dårlig livskvalitet

Finn Kamper-Jørgensen, der er direktør i Statens Institut for Folkesundhed, mener ikke, at sundhedsforsikringerne i sig selv udgør et problem.

Men faren lurer, hvis ventelisterne til de offentlige sygehuse får lov til at vokse sig for lange.

»Hvis en sundhedsforsikring bliver afgørende for, om man kommer i behandling hurtigt nok, får dem på B-holdet et ringere liv med en ringere livskvalitet. Hvis man har et dårligt knæ og skal vente et halvt år på at blive behandlet i det offentlige mod to-tre uger på et privathospital, så får man et halvt år med dårlig livskvalitet,« siger Finn Kamper-Jørgensen.

Vi er dog langtfra at få amerikanske tilstande i Danmark, mener han.

»Men på langt sigt kan udviklingen med sundhedsforsikringerne føre til en ulighed, som er helt uacceptabel i det danske samfund. En ulighed, hvor danskernes sundhed afhænger af, om de er på A- eller B-holdet. Om det udvikler sig sådan, afhænger af politikernes velvilje til at minimere ventelisterne til de offentlige sygehuse,« forklarer han.

Netop ventelisterne er et argument, som ofte bliver bragt frem.

Mindsker ikke kø

Nogle mener, at ventelisterne til de offentlige sygehuse bliver kortere, når dem med forsikring træder ud af køen og kommer på privathospital. Men den holder ikke, siger Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom i det uafhængige DSI Institut for Sundhedsvæsen.

»Hvis man kigger på, hvad sundhedsforsikringerne bliver brugt til, er det mest fysioterapi, ergoterapi og psykologhjælp, som det private alligevel ofte tager sig af. Der bliver ikke frigjort mange kræfter i det offentlige til de operationer, der er ventelister til,« siger Jakob Kjellberg.

Årsagen er, at de, der bliver tilbudt sundhedsforsikringer, sjældent er dem, der bliver slidt og skadet som Louise Grønskov.

Det er helt naturligt, for folk som Louise Grønskov er ikke guf for forsikringsbranchen.

»Det er bedre at sælge til djøffere (jurister og økonomer, red.), der sidder på deres kontor, end til en social- og sundhedshjælper, der risikerer en masse skader. Hvis man overlader det til markedet, så handler det om at tjene penge og ikke om at hjælpe dem med størst behov. Det skal man nu ikke skælde forsikringsfolk ud for, de gør bare deres job. Men man skal være klar over, at det fungerer sådan,« siger Jakob Kjellberg.

Louise Grønskov ville ønske, at hun havde haft en sundhedsforsikring. For så havde hun allerede fået operationen for diskusprolapsen.

Påvirket psykisk

I stedet har den unge mor til to ventet på lægelige undersøgelser, forsøgt genoptræning uden at ryggen har fået det bedre, ventet på scanninger og på nye undersøgelser af den dårlige ryg.

Imens er listen over alt det, hun har mistet, bare vokset. Jobbet røg i september i fjor efter fem måneders sygemelding. Og da hun måtte nøjes med sygedagpenge i stedet for løn, mistede familien cirka 30 procent af det beløb, som de før havde til mad og tøj, når de faste udgifter var betalt. Humøret og glæden ved livet har Louise Grønskov også mistet efter halvandet år i smertehelvede.

Familiens tidligere så aktive overhoved klarer i dag kun at gå i et meget langsomt tempo, og indimellem falder hun, fordi ryggen låser.

»Psykisk har det påvirket mig meget. Jeg isolerer mig og har ikke lyst til være ude blandt andre, fordi jeg føler, at jeg er en byrde for folk. Det værste er næsten, at jeg hele tiden håber, at jeg får det bedre. Men hele tiden er det bare vente, vente og vente,« siger Louise Grønskov.

Hun regner nu med at skulle vente i to måneder på at komme til en undersøgelse på Rigshospitalet.

Derefter er udsigten op mod to måneders yderligere ventetid på selve operationen.