Lavt investeringsafkast skæmmer flot Tryg-bundlinje
Trods et udmærket forsikringsteknisk resultat betyder investeringsafkastet, at Tryg går tilbage i 1. kvartal.
Tryg har udbetalt færre penge til skadesramte kunder, men har til gengæld haft en uheldig hånd med sine investeringer.
Tryg har udbetalt færre penge til skadesramte kunder, men har til gengæld haft en uheldig hånd med sine investeringer. Foto: Tryg/Free


Hvis ikke lige det var for et drilsk aktiemarked, havde forsikringsselskabet Trygs regnskab for første kvartal i år set fremragende ud.

Med en forbedring på det forsikringsmæssige resultat på 31 procent i forhold til samme periode sidste år og en lavere omkostningsprocent kunne årets første tre måneder sagtens have overgået første kvartal 2015.

Godt nok faldt præmieindtægten en lille smule, fordi et par store industrikunder er faldet fra, men vejret har artet sig rigtigt pænt og sænket antallet af vejrskader i et kvartal, der ellers plejer at være det dyreste på den konto.

Det betyder, at den såkaldte combined ratio - som er forholdet mellem erstatninger og præmieindtægter kravlede ned fra 90,7 til 87,1 procent.

Men investeringsresultatet havnede på blot 17 millioner kroner på grund af et negativt afkast på selskabets aktieinvesteringer.

Som så mange andre investorer er Tryg blevet ramt af usikkerheden på aktiemarkedet, som fortsat betyder, at de europæiske markeder ligger lavere end ved årsskiftet.

Dermed ender kvartalet med et plus på 563 millioner kroner før skat. Det er et overskud, som er 102 millioner kroner mindre, end det lykkedes at skabe i samme periode sidste år.

- I 1. kvartal leverede vi et højere forsikringsteknisk resultat og en lavere omkostningsprocent takket være vores effektiviseringsprogram. Vi oplevede også et lidt højere underliggende erstatningsniveau.

- Som nævnt i forbindelse med rapporteringen for 2015 gennemføres i 2016 mindre prisjusteringer og skadeinitiativer for at forbedre lønsomheden og modvirke en stigende skadeinflation, siger koncernchef Morten Hübbe i en kommentar til regnskabet.

Tryg er det første C20-selskab, der præsenterer regnskab for første kvartal 2016. Dermed er den nye regnskabssæson indledt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.