Lavrov til tv: Vis de russiske soldater i Ukraine
Ruslands udenrigsminister siger, at tv-stationer har alle muligheder for at vise russiske soldater i Ukraine.


Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger i Moskva, at det russiske militær ville have optrådt på alverdens tv-skærme, hvis de virkeligt havde været til stede i det kampberedte østlige Ukraine, skriver nyhedsbureauet Itar-Tass.

- Når vi bliver beskyldt for, at hundredvis eller tusindvis af russere kæmper i Østukraine, så ville massemediernes moderne teknologi og deres kreativitet have kunnet vise det på tv-skærmene for længe siden, siger Lavrov til tv-kanalen France 24.

- Hver gang jeg hører det, udfordrer jeg mine samtalepartnere til at vise det på tv. Jeg diskuterede det for nogle få dage siden med John Kerry i Rom, og vi har ikke noget imod, at sandheden bliver vist på tv-skærmene, siger Lavrov.

Lavrov holdt 15. december møde med USA's udenrigsminister, John Kerry, i den italienske hovedstad Rom. Mødet, som blev holdt bag lukkede døre og varede over tre timer. Det sluttede først sent søndag aften. Efter mødet var der ingen pressebriefinger.

Vesten gentager til stadighed, at russisk militær skal være til stede i de kampberedte sydlige egne af det østlige Ukraine, og Moskva har tilsvarende hyppigt afvist beskyldningerne.

Den ukrainske militæroperation har til formål at genvinde kontrollen over udbryderregionerne Donetsk og Lugansk i den sydøstlige del af landet på grænsen til Rusland. De to områder har udråbt sig selv til Folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk.

Kampene mellem de ukrainske regeringsstyrker og de østukrainske prorussiske oprørere har kostet tusindvis af mennesker livet, afstedkommet store ødelæggelser og forårsaget hundredtusindvis af civiles flugt.

/ritzau/Itar-Tass

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.