Lavere billetpriser får flere med færgen til de danske øer
Øerne håber, at Folketinget vil afsætte penge nok til, at færgetaksterne også kan sættes ned om vinteren.
Det er blevet billigere at tage færgen til blandt andet Fanø, og det kan mærkes på passagertallet. Her er det et billede af en strandet hval ud for Sønderho sidste år. Arkivfoto.
Det er blevet billigere at tage færgen til blandt andet Fanø, og det kan mærkes på passagertallet. Her er det et billede af en strandet hval ud for Sønderho sidste år. Arkivfoto. Foto: Claus Fisker/Scanpix


En halvering af færgetaksterne har i den grad kunnet mærkes på de danske øer, efter at Folketinget tidligere i år øgede tilskuddet til færgebilletter.

Både Samsø, Læsø, Fanø og Ærø kan notere en betragtelig fremgang i passagertallet, efter at det såkaldte landevejsprincip er blevet indført.

Folketinget har bevilget 95 millioner kroner årligt til formålet. Det rækker til at sætte priserne ned i de måneder, der grænser op til hovedsæsonen. Det vil sige efteråret og foråret - men ikke i vinterperioden.

Og nu, hvor prisnedsættelsen har været i kraft i en måneds tid, er de øer, Ritzau har været i kontakt med, overhovedet ikke i tvivl om effekten.

- Vi har haft et boost i trafikken, efter at taksterne blev sat ned. Vi får mange flere nye gæster ind, siger færgedirektør Carsten Kruse fra Samsø.

Øerne kæmper for såkaldt trafikal ligestilling, også kendt som landevejsprincippet. Det vil sige, at det skal koste det samme at sejle en kilometer med færge, som det koster at køre en kilometer på landevej.

Hvis man holder fast i de høje priser i højsæsonen, hvor der i forvejen er godt gang i færgerne, så kan man gennemføre trafikal ligestilling i årets øvrige måneder for omkring 133 millioner kroner årligt. Det har en rapport fra Social- og Indenrigsministeriet vist.

Der mangler altså 38 millioner kroner i forhold til, hvad der allerede er afsat. De penge, håber øerne, vil komme med på næste års finanslov.

- Hvis vi får priserne ned, så vi på sigt får fuld trafikal ligestilling, er vi jo ligestillet med resten af landet, og så er jeg da ret sikker på, at vi vil få en ganske pæn vækst, siger Fanøs borgmester, Erik Nørreby (V).

Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen (V), siger, at nedsættelsen af færgepriser er det største, der er sket for væksten på Læsø, så længe han kan huske.

- Når Folketinget og regeringen kan se, at vores argumentation var i orden, så kan jeg ikke se noget til hinder for at gennemføre det for hele året, bortset fra skolernes sommerferie, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.