Lavere asyltal mens politikere diskuterer stramninger
Onsdag blev der registreret 17 nye asylansøgere. Tallet er væsentligt lavere end for blot få uger siden.
For at få styr på flygtningesituationen vil Liberal Alliance lukke helt af for asylansøgere de kommende to år. Det foreslår partiets gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll, i Berlingske. - Vi er nødt til at indstille os på, at vi befinder os i en ny virkelighed. Vi har både en forpligtelse til at hjælpe ofrene for krigen i Syrien, men vi har også en forpligtelse til at passe på vores eget samfund, siger han. Ritzau (Philip Davali/POLFOTO/Arkiv)
For at få styr på flygtningesituationen vil Liberal Alliance lukke helt af for asylansøgere de kommende to år. Det foreslår partiets gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll, i Berlingske. - Vi er nødt til at indstille os på, at vi befinder os i en ny virkelighed. Vi har både en forpligtelse til at hjælpe ofrene for krigen i Syrien, men vi har også en forpligtelse til at passe på vores eget samfund, siger han. Ritzau (Philip Davali/POLFOTO/Arkiv) Foto: PHILIP DAVALI/POLFOTO


I den seneste uge har lidt flere end hver fjerde asylansøger i Danmark oplyst, at de er syrere. Det fremgår af de seneste asyltal, som Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har offentliggjort torsdag.

Opgørelsen viser, at antallet af asylansøgere, der kommer til Danmark, holder sig på et lavt niveau i forhold til først på måneden. Onsdag blev der registreret 17 nye ansøgere.

Tallet stammer fra politiets system, Polsas, og er forbundet med usikkerhed, da der løbende foretages efterregistreringer.

Således er tirsdagens ankomsttal, som onsdag blev opgjort til 20, nu opjusteret til 25.

Kigger man på de seneste syv dage, fremgår det, at 207 personer har søgt om asyl i Danmark fra 14. til 20. januar.

Hvis det fortsætter resten af året, vil Danmark ende på omkring 12.000 asylansøgere i 2016 - hvis man tager de personer med, som tidligere i januar har søgt asyl.

Det er omkring halvt så mange, som regeringen har regnet med i sit finanslovsforslag. Her blev forventningen sat til 25.000 asylansøgere.

Tallet er dog forbundet med så stor usikkerhed, at det reelt er umuligt at sige, hvor tallet vil ende for hele året. De seneste år har færre søgt asyl i vintermånederne i Danmark, mens asyltallet for alvor er steget hen over foråret og sommeren.

Tirsdag fortalte Røde Kors' asylchef, Anne La Cour, at hun ikke har nogen oplagt forklaring på faldet i antallet af asylansøgere og påpegede, at der generelt er udsving i tilstrømningen.

- Der kan godt være udsving, især om vinteren, hvor tallet typisk falder. Men det så vi ikke før jul, og det er meget svært at vide, hvad der er årsag til, at vi har et lavt tal lige nu, sagde Anne la Cour tirsdag.

Måske derfor fortsætter den politiske debat om en løsning på asylkrisen med uformindsket styrke på Christiansborg. Torsdag foreslog Liberal Alliance (LA), at Danmark for at få styr på flygtningesituationen bør suspendere FN's flygtningekonvention i to år.

I mellemtiden skal Danmark tage imod 4000 kvoteflygtninge om året, mener LA, som dog ikke har opbakning fra et flertal på Christiansborg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.