Lavede havearbejde: Fandt fire granater
En husejer i Vedbæk stødte på et sjældent fund i sin have.
Havearbejde kan byde på overraskelser. En mand fandt fire håndgranater, da han lavede havearbejde på sin grund i Vedbæk
Havearbejde kan byde på overraskelser. En mand fandt fire håndgranater, da han lavede havearbejde på sin grund i Vedbæk Scanpix, arkiv


Det er slemt nok at have ukrudt i sin have, men håndgranater er nok en tand værre - og ikke noget man lige selv fjerner.

Lørdag blev Nordsjællands Politi således kontaktet at en husejer, der havde været på gravearbejde i sin have på Krogsholmgårdsvej i Vedbæk. Her var husejeren stødt på ikke mindre end fire granater. Det skriver sn.dk.

- Derfor kontakter vi straks Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD), som hjælper i den slags sager. Vi vurderer, at granaterne er af ældre dato, formentlig fra 2. verdenskrig, men de kan være ustabile at flytte rundt på, og derfor tilkalder vi eksperter på området, fortæller vagtchef Peter Olesen, Nordsjællands Politi, til sn.dk.

Presserådgiver i Forsvaret, Katrine Vase, bekræfter, at der er tale om gammelt krigsmateriel, sandsynligvis fra 2. verdenskrig.

- Det drejer sig om en gammel engelsk håndgranat af mærket Mills, en dansk håndgranat og to engelske håndgranater. Det hele var i en så fin stand, at det kunne transporteres bort fra adressen uden problemer, siger Katrine Vase til sn.dk.

Hverken Nordsjællands Politi eller Forsvaret har bud på, hvorfor granaterne var gravet ned netop i haven på Krogsholmgårdsvej i Vedbæk. Der bliver med jævne mellemrum fundet gammelt krigsmateriel rundt omkring, bl.a. også på en adresse i Birkerød i sidste måned. Også her var Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste i aktion.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.