Lave asyltal får ikke regeringen til at ændre prognose
Svensk id-kontrol, dansk grænsekontrol eller en kombination. Det er svært at sige, hvorfor færre kommer til.
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg og Socialdemokraternes Dan Jørgensen deltog begge i samrådet (arkivfoto).
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg og Socialdemokraternes Dan Jørgensen deltog begge i samrådet (arkivfoto). Foto: Jens Dresling/Polfoto


I sidste uge registrerede politiet 87 asylansøgere. Dermed fortsætter det ugentlige antal asylansøgere med at ligge under 100.

Der er dog reelt ingen, der ved, hvorfor tallet stadig er i den lave ende sammenlignet med starten af året. Det erkender udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tirsdag på et samråd.

Ifølge regeringens prognose ventes der at ankomme 25.000 asylansøgere i Danmark, men "det kan ændre sig meget hurtigt," understreger Inger Støjberg, hvorfor prognosen ikke skal ændres.

- Det er ikke muligt entydigt at konkludere, i hvilket omfang faldet i asyl- og indrejsetallet skyldes den svenske id-kontrol, den danske grænsekontrol, om det skyldes andre forhold eller en kombination af de ting. Det sidste er nok ret sandsynligt.

- Grænsekontrollen må dog nok siges at have haft en præventiv virkning, idet de lave indrejsetal giver anledning til at tro, at færre mennesker har et ønske om at rejse gennem Danmark, siger Inger Støjberg.

I den første uge med grænsekontrol blev der registreret 641 asylansøgere. Tallet er siden faldet støt uge for uge.

De seneste seks uger er der blevet registreret under 100 asylansøgere ugentligt.

Det er mest asylansøgere fra Syrien, Afghanistan, Irak og statsløse eller øvrige lande, som kommer til Danmark.

- 25.000 asylansøgere er en ting. Spørgsmålet er, hvor mange der rent faktisk får opholdstilladelse. Det kommer an på, hvem der kommer hertil.

- Det er interessant at se, hvem der kommer til Sicilien i øjeblikket. Det er i høj grad migranter syd for Sahara, som i meget vid omfang ikke vil opnå asyl, siger Inger Støjberg.

Fra grænsekontrollen blev indført 4. januar og frem til 16. maj var der 1274 personer, der blev afvist eller nægtet indrejse i Danmark.

Regeringen har forlænget grænsekontrollen med seks måneder, så grænsekontrollen varer frem til 12. november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.