Kan du huske tilbage til 2008, hvor prisen for en amerikansk dollar var helt nede på 4,65 danske kroner? De tider er for længst forbi. Alene i det seneste år er kursen taget et stort hop i den kedelige retning for de danske forbrugere.
Det er nemlig dollar, man betaler i, når man køber bomuld til tøjproduktion. I maj 2014 kostede en dollar 5,44 kroner. Den 5. maj 2015 nåede kursen helt op på 6,71 kroner, og den gør sit indhug i indtjeningen hos tøjfirmaerne.
- Det er en stor og ret hurtig stigning, men valutaudsving kan jo gå begge veje. Vi har været i en periode, hvor dollaren var billig, og nu er den altså dyr, siger Ann Lehman, forbrugerøkonom i Nordea, til Ritzau Fokus.
Hos tøjfirmaet Bestseller (Blandt andet Vero Moda, Jack & Jones og Only) kan man godt mærke det øgede pres på indtjeningen, den høje dollarkurs fører til, siger kommunikationsdirektør hos bestseller, Mogens Werge.
- En meget stor del af vores indkøb bliver afregnet i dollar. Når dollaren så stiger så meget på et enkelt år, har det selvfølgelig en betydning for os. Det betyder ikke, at det giver udslag i priserne på vores tøj i første omgang.
- På sigt kan det dog godt betyde, at vi må justere priserne på vores tøj efter et øget omkostningsniveau, siger Mogens Werge til Ritzau Fokus.
Inden Bestseller kommer så langt, har de flere muligheder at prøve af inden. Fordi dollarkursen er steget 25 procent, er det nemlig ikke ensbetydende med, at tøjet også stiger 25 procent.
- Man har mange forskellige håndtag, man kan skrue på i sådan en spare proces, og det gør man også. Processerne kan effektiviseres, omkostninger kan søges minimeret, og man kan forhandle med leverandørerne. Men det kan man jo ikke blive ved med, så i sidste ende vil øgede omkostninger jo ramme prisen på produktet, siger han.
Den danske krone følger euroen, og når euroen bliver mindre værd i forhold til dollaren, vil de varer, vi afregner i dollar, blive dyrere. Det er dog ikke udelukkende negativt for danske firmaer, forklarer Ann Lehmann.
- Det bliver jo nemmere for danske firmaer at sælge deres varer i USA, når det bliver billigere for amerikanerne at købe det. Det lever firmaerne jo også af. Det vil også resultere i vækst og arbejdspladser herhjemme, siger hun.
Ifølge Ann Lehmann udgør privatforbruget halvdelen af det samlede danske forbrug. Skal Danmark tilbage på sporet, er privatforbruget en af de ting, der skal gå fremad. Den høje dollarkurs behøver dog ikke at betyde, at købelysten aftager.
- Forbruget i Danmark falder ikke nødvendigvis, fordi dollaren er dyr. Det kunne lige såvel være, at danskerne bare investerede i noget andet i stedet. Det kunne jo vise sig, at folk ventede med ferien til USA og i stedet tog i sommerhus i Danmark. Så er det jo lige pludselig positivt for det danske forbrug, forklarer hun.
Fakta: Dollar-kursens bevægelser
Maj 2014: En dollar = 5,44 kroner
Dec. 2014: En dollar = 6,00 kroner
April 2015: En dollar = 6,94 kroner
Maj 2015: En dollar = 6,71 Kroner
/ritzau/FOKUS