Lav oliepris pynter gevaldigt på overskud i SAS
Overskud på bundlinjen i SAS er hjulpet på vej af lav oliepris. Udgiften til brændstof er faldet 22 procent.


Det er blevet væsentligt billigere at fylde brændstof på flyflåden for luftfartsselskabet SAS i løbet af det skæve regnskabsår 2014/2015, og det hjælper et overskud på 1,4 milliarder svenske kroner før skat godt på vej.

Udgifterne til brændstof er faldet 22 procent fra november 2014 til oktober 2015, når man justerer for effekten fra valutakurs, oplyser SAS i årsregnskabet. Alene i fjerde kvartal er SAS' omkostninger til flybrændstof faldet mere end 30 procent.

Samlet set har SAS haft udgifter til brændstof for 8,4 milliarder kroner i løbet af året, fremgår det af regnskabet.

Selv om SAS har tjent på de lave brændstofpriser, så er der andre væsentlige faktorer, der trækker ned i regnskabet.

Den negative valutakurseffekt - som skyldes høj dollarkurs - beløb sig til knap to milliarder svenske kroner.

Samtidig var der også en negativ effekt fra afdækningen af brændstofpriserne, som er SAS' forsikring mod udsving i brændstofpriserne, som trak ned med 1,6 milliarder svenske kroner.

De samlede omkostninger til brændstof i fjerde kvartal udgjorde 1,8 milliarder kroner mod 2,5 milliarder svenske kroner i samme periode af 2013/14.

SAS kom ud af regnskabsåret med et overskud på 956 millioner svenske kroner på bundlinjen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.