Lav oliepris - flybilletter holder prisen
Flere faktorer gør, at den lave oliepris ikke nødvendigvis fører til lavere priser på flybilletter.
- Det er en ekstremt presset branche, og derfor kommer faldet i olieprisen som manna fra himlen for flyselskaberne, siger chefanalytiker jacob Pedersen fra Sydbank.
- Det er en ekstremt presset branche, og derfor kommer faldet i olieprisen som manna fra himlen for flyselskaberne, siger chefanalytiker jacob Pedersen fra Sydbank. Foto: Colourbox/free


Selv om prisen på olie og brændstoffer er faldet til under det halve af, hvad det var for mindre end et år siden, skal flyrejsende ikke forvente, at den lave oliepris smitter af på billetpriserne.

Chefanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank fortæller i hvert fald, at der ikke er meget at give rabat af for de pressede flyselskaber.

- 2014 markerede de laveste priser på flybilletter, vi nogensinde havde set i et år, hvor brændstofprisen ellers lå ret højt mellem 100 og 110 dollar.

- Det er en ekstremt presset branche, og derfor kommer faldet i olieprisen som manna fra himlen for flyselskaberne, siger han.

De fleste selskaber har de seneste år opkrævet et særligt brændstoftillæg, som har været begrundet i de højere brændstofpriser.

Og selv om man kunne synes, at det var rimeligt at slippe for denne ekstraudgift nu, hvor olien er billigere end længe, skal man ikke forvente det store.

- Hvis man afvikler brændstoftillægget, bliver den underliggende billetpris formentlig bare dyrere, og derfor vil forbrugeren ikke mærke ret meget til det, vurderer Jacob Pedersen.

Han peger specielt på to andre forhold, som taler imod prisfald her og nu.

For det første sikrer flyselskaber sig faste priser på flybrændstof et pænt stykke ind i fremtiden for at blive mindre følsom over for prisudsving. Det betyder, at ændringerne også er længe om at slå igennem på bundlinjen.

- SAS har for eksempel afdækket en stor del af sit brændstofforbrug, og derfor skal vi et stykke ind i næste kvartal, før det begynder at kunne mærkes for alvor her.

- Og selskaber som EasyJet og Ryanair er dækket ind frem til 2016, siger Jacob Pedersen.

For det andet er der udsigt til et lavere udbud af sæder i luftrummet omkring Danmark, selv om efterspørgslen er stigende.

- SAS sænker kapaciteten, og Norwegian bremser op. Derfor er der ikke meget, der peger på, at selskaberne bliver tvunget til at sætte priserne ned, siger analytikeren.

En helt tredje faktor for prisdannelsen på flybilletter er dollarkursen, der er på vej opad. Det kan også øge omkostningerne for de selskaber, der ikke er afdækket tilstrækkeligt i den amerikanske valuta.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.